h-o blog

Organisationen Danske Arkiver holdt årsmøde forleden. Jeg var inviteret til at give keynote-foredraget, hvad jeg selvfølgelig var meget stolt af. Emnet var givet. Det skulle handle om ”velfærdsstatens materielle kulturarv”. Det er jo ikke så lidt. Det er en hel samfundsforms fysiske arv. Det er stort set hele det guddommelige skaberværk i en periode, som vi kan sige gik fra 1895-2012 eller måske 1915-1980.

Det blev til et foredrag om kulturmiljøer, kulturarv og arkivernes rolle i udpegningen og forvaltningen af det, der skal bevares for eftertiden. Fokus blev lagt på ”de store arvestykker” i byen: byarkituren, byens boliger, institutioner og produktionssteder – eller med andre ord igen: dens arkitektoniske typologier og fysiske miljøer. Jeg talte om, hvordan de nu nedlagte kulturmiljøråd havde grebet deres arbejde an, og jeg var kritisk over for den brede tilgang til, hvordan et helt miljø kunne ses som en afspejling af fortiden. I hvert fald, når det gælder byerne.

Byerne bør man se som et helt kulturmiljø for sig. Den fysiske ramme om en moderne livsform, nemlig det moderne byliv i sig selv. Selvom kulturmiljørådene mange steder har leveret fremragende beskrivelser af bevarede miljøer af historisk værdi i byerne, har det været svært at omsætte deres anbefalinger til planlægning. Det er tankevækkende, at kommercielle kræfter og ændrede arkitektoniske opfattelser har gjort mere for bevaringen af industrielle miljøer og gamle fabrikker i byerne end den samlede bestand af kulturforvaltere! Det er selvfølgelig også held.

Til gengæld har vi helt sikkert været med til at højne kvalitetsbevidstheden hos planlæggere, bygherrer og arkitekter, når det kommer til at fastholde historien i udslidte bygninger fra industri- og velfærdssamfundet.

Arkiverne var mange steder stærkt medvirkende til at få lavet kommuneatlasser. En bestræbelse, der løb ved siden af kulturmiljørådene. Kommuneatlasprojektet voksede frem i begyndelsen af 1990’erne på grundlag af den såkaldte SAVE-registrering (Survey of Architectural Values in the Environment) – og opererede med tre grundbegreber Den topografiske undersøgelse, Den historiske analyse og Den arkitektoniske iagttagelse. Hovedkræfterne bag atlasserne har aldrig lagt skjul på, at den arkitektoniske iagttagelse var den vigtigste, men helhedssynet var selvfølgelig også vigtigt.

I praksis er det i mange kommuner blevet til, at man kigger på de tal for bevaringsværdier, som kommuneatlasserne hæftede på alle bygninger. Men vel at mærke kun bygninger fra før 1940.

Mit foredrag gik lidt videre ind i de problemer, der knytter sig til de to former for værdisætning – miljø og arkitektur. Etnologen Thomas Højrup har plæderet for at tænke i mindesmærker eller tankesteder – Denkmäler – i stedet for; steder, der indbyder til eftertanke og historisk refleksion (i Carlberg og Christensen: Kulturmiljø – mellem forskning og politisk praksis, 2003). Det kunne være en vej rundt om problemerne.

En anden vej til at værdisætte byernes kulturarv var at tage et mere direkte afsæt i overvejelser om byrummet som et specifikt sted. Jeg greb her tilbage til en gennemgang af den stedsfænomenologi, jeg ved en tidligere lejlighed har sakset fra Frederik Stjernfelt (i bogen Den moderne by fra 2007). Den moderne by er præget af fremvæksten af en skov af private og halvprivate steder, som den før-moderne by ikke kendte til: butikker og specialværksteder, forsamlings- og foreningshuse, og andre samlingssteder, banker, offentlige anlæg – og altså langt fra kun fabrikker.

Kulturarvsstyrelsen kom vi også omkring. Det lader til, at styrelsen er lidt uafklaret på dette felt. Den opfordrer både til at anvende kulturmiljømetoden og kommuneatlastanken i byernes planlægning – men det er tydeligt, at det kan forbedres meget.

Det her er vigtigt at pointere, fordi kommunerne skal kortlægge og registrere kulturmiljøers og bygningers bevaringsværdier i de kommende kommuneplaner, der gælder fra 2013 og fire år frem.

Det er altså nu, vi skal i gang, hvis vi vil påvirke processen – og dermed direkte overføre vores viden til fremtidens by og dens mennesker. Måske skulle man lade arkiverne komme til? Måske skulle man tænke i andre måder til at fastholde en bygning eller et miljøs historie end ved bevaring og fredning alene?

Den 8. oktober havde SLA igen tilbudt os holde årsmøde i forbindelse med deres eget årsmøde. Fremmødet var fint nok, for selvom styrelsen var i overtal, var der mødt en håndfuld repræsentanter fra vores medlemmer op, og der var gode råd og nysgerrige spørgsmål til DHF’s arbejde. Nedenfor kan man læse beretningen m.v.

Det er derimod ikke særlig tilfredsstillende, at en større kampagne, gennemført i foråret 2011, hvor vi kontaktede en række historiske foreninger og nye museumsinstitutioner m.fl. kun resulterede i ét nyt medlem. Vi kan godt komme lidt i klemme, når fx museerne slår sig sammen og derefter ophører med at være mange institutioner, men indtil videre går det altså fint. Men det er klart, at vi bør kunne få flere medlemmer fra nye former for mindre historiske foreninger, så det skal vi arbejde på.

I 2010 udkom de første to numre. Økonomien blev som tidligere omtalt sikret ved generøse fondsbidrag og ved bidrag fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation. Vi har nu overblik over økonomien i tidsskriftet under de nye vilkår, og vi kan med sikkerhed sige, at tilskuddet fra Forskningsrådet er i underkanten af det nødvendige. Det er ikke gratis at udgive et e-tidsskrift. Der er udgifter til redaktion, webmaster, grafiker og redaktionssekretær – og tro nu endelig ikke, at nogen har været fyrsteligt betalt. Forskningsrådet bør udvide sin støtte til tidsskrifter, der følger Forsknings- og Innovationsstyrelsens retningslinjer for god videnskabelig skik og har opnået den nødvendige bibliometriske rangvurdering.

Kulturstudier er ikke det samme som Fortid og Nutid. Vi vil se indholdet gå mere i retning af det etnologiske, og vi har indført, at hvert andet nummer kan være et temanummer. Det kulturhistoriske i bred forstand vil vi fastholde, og vi håber og tror, at Kulturstudier fortsat kan være det bedste dansksprogede tidsskrift, når danske arkiver, museer og universiteter ønsker at publicere deres medarbejderes videnskabelige arbejder. Vi har selvfølgelig også lagt mærke til, at Kulturministeriet og KUAS ser ud til at ville fremlægge en forskningspubliceringspolitik, som vil forudsætte, at der findes et tidsskrift som vores. Så må vi håbe, at de også vil betale lidt til det. I den forbindelse vil jeg nævne, at jeg sammen med lektor Jes Fabricius Møller skrev til kulturministeren om forholdene for dansksprogede kulturvidenskabelige tidsskrifter og fik det svar, at det ikke var muligt for dette ministerium at støtte, da det er Forskningsministeriets område.

Redaktionen var i 2010/2011 Stefan Pajung (redaktionssekretær), Mette Tapdrup Mortensen (ansvarshavende), Annette Vasström, Astrid Pernille Jespersen, Thomas Lyngby og Else Marie Kofod, og Jesper Overgaard Nielsen har været webmaster. Henrik Gjøde Nielsen var også med i begyndelsen, men måtte siden trække sig. Henrik har ydet et stort arbejde i Fortid og Nutid, hvad vi er ham taknemmelige for.

På det redaktionelle plan har vi bl.a. arbejdet med at udbygge hjemmesiden (men der er stadig meget, vi kan gøre) og få aftaler med diverse internationale bibliografiske databaser med mulighed for royalties (vi får se…). Statsbiblioteket gør et godt arbejde med at placere tidsskriftet i danske baser og med at få det indekseret i fx bibliotek.dk. Tidsskriftet er blevet godt eksponeret, men vi skal markedsføre det endnu bedre. Ikke desto mindre viste en opgørelse alene for de første 5 måneder (dvs. for de to første numre), at Pdf-filerne med artiklerne er åbnet 2400 gange på de første 5 mdr., hvilket iflg. Statsbiblioteket ligger betydeligt over det normale. Dertil kommer abstracts, hvor der ikke er tilknyttet tæller. 27 har købt papirudgaven. Dertil kommer diverse særtryk.

Vi har jo arbejdet på at forbedre foreningens økonomi. Det er faktisk noget sludder at sige, for det, vi i virkeligheden har arbejdet på, har været at redde foreningens økonomi. Vi var nødt til at opsige Ingrid Christensen, vores mangeårige medarbejder på Landsarkivet for Sjælland; det var meget beklageligt. Den fulde økonomiske fordel ved det høster vi dog først i 2011.10.07

Bogsalg og medlemsservice blev derefter overladt til Museumstjenesten. Der skulle betales for at oprette samarbejdets praktiske dele, og derfor får vi også her først det fulde udbytte at se i regnskabet for 2011. Vi har været glade for samarbejdet med Museumstjenesten. Vi kan ikke overføre hele vores boglager til dem, så i praksis har vi opgivet at markedsføre og sælge nogle af vores titler. Men alle titler med salg i er overført til deres boglager. Vi har dog et større boglager liggende på Rigsarkivet, og vore medlemmer er meget velkomne til at forhøre sig hos os, om ikke de må komme og hente dem gratis på Rigsarkivet. Vi mistede i øvrigt en stor del af lageret af usolgte numre af Fortid og Nutid pga. vandskader som følge af sommerens syndflod over København.

Et tredje tiltag til forbedring af økonomien er i øvrigt, at vi i år har udsendt indkaldelser til årsmødet pr. mail til medlemmer (med undtagelse af de medlemmer, vi ikke har mailadresser på). Vi har også lagt årsberetning og regnskab frem på formandens blog på historie-online.dk, nu hvor ikke længere har Fortid og Nutid.

Revisionsudgifterne har tidligere været meget store. De beløb sig i 2009 til 40.700 kr. plus moms. Vi fik indhentet et nyt tilbud, der lød på 23.000 kr. plus moms. Forhåbentlig kan vi få det lidt længere ned, da arbejdets omfang er meget mindre nu end tidligere.

Vi har stadig et mindre underskud på Årets Historiske Bog, og vi kan også risikere, at der er år, hvor historie-online giver underskud (jf. nedenfor), men det overordnede billede er, at DHF nu har en sikker driftsøkonomi, der kan hvile på medlemmernes betalinger. Hvis vi vel at mærke fastholder medlemmers antal og ikke udvider vores aktiviteter.

Vi uddelte en pris til en værdi af 25.000 kr. Kulturministeriet ydede igen i år 15.000 kr., og Skalk og tidsskriftet Alt om Historie gav også generøse bidrag, og dermed endte vi med, at der kun var et mindre underskud på arrangementet.

Kulturminister Per Stig Møller overrakte prisen på 25.000 kr. ved et arrangement i Rundetårn tirsdag den 8. februar 2011.

469 historie-online brugere (ud af i alt 1578 stemmer) stemte på Peter Henningsen og Ulrik Langens bog om livet i 1700-tallets København helt nede på gadeplan – mellem ludere, lommetyve, falskspiller og natmænd. Bogen hedder jo helt korrekt Hundemordet i Vimmelskaftet og andre fortællinger fra 1700-tallets København. Herefter fulgte Inge Adriansen: Erindringssteder i Danmark – monumenter, mindesmærker og mødesteder, Tom Buk-Swienty: Dommedag Als – 29. juni 1864, Sofie Lene Bak: Ikke noget at tale om – Danske jøders krigsoplevelser 1943-1945 og Jesper Vaczy Kragh: Det hvide snit – Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983.

Poul Porskær Poulsen forestod udvælgelseskomiteens arbejde og var drivkraft bag fremskaffelsen af det økonomiske grundlag. Poul yder både her og som redaktør ved historie-online et stort og nødvendigt arbejde.

www.historie-online.dk – tryk disse godt og vel tyve tegn, og du kommer stadig ind på en af de mest besøgte – måske den mest besøgte – danske website om historie. Det kommer jo ikke af sig selv. Hvor mange tænker mon over, at vores webkvinde Charlotte S.H. Jensen bruger timer på at bringe historie-online så langt frem i Google-søgninger som muligt? Hun har ført historie-online over på facebook og twitter – og besøgstallene taler for sig selv:

Det er stadigvæk temasiderne om højtiderne, der trækker mest. På de sociale medier: I 2010 havde vi omtrent 250 såkaldte followers på Twitter og 1.487 kontakter på Facebook, en stigning på 86 %. På Facebook havde vi 43.791 opslagsvisninger og 622 feedbacks; det sidste er meget flot og viser brugernes aktive stillingtagen til det indhold, vi viser her.

Spørgsmålet er jo, hvad vi gør i fremtiden – og fremtiden er ved at melde sig! Charlotte yder en kæmpeindsats og får ikke en krone for det. Kurt Moskjær er velvillig sponsor med sin servervirksomhed, og vi fik i årets løb meget glædelige bidrag fra Den Gamle By, Museum Sønderjylland og Skalk. Vi har nogle medhjælpstimer, men det forslår alt sammen ikke, fordi vi står over for at skulle lægge sitet om til en ny platform. Og i den forbindelse “tvinges” vi til at overveje, hvem der skal være nyhedsredaktør. Skal vi have flere? Skal vi have ambassadører? Skal landssammenslutningerne have deres egne subsites? Skal vi fortsat have boganmeldelser, eller skal vi lade dem overgå til Kulturstudiers hjemmeside?

Vi indkaldte i foråret nogle af de fremmeste webformidlere fra forskellige kulturinstitutioner, fortrinsvis museer, til at drøfte disse spørgsmål sammen med os. Der kom flere gode ideer, og vi fik mod på at indlede et samarbejde med et museum, for vi skal have ekstra arbejdskraft, hvis vi skal kunne løfte opgaven. Den er nemlig større, end man måske lige skulle tro. Alt materialet skal flyttes manuelt over i et nyt system. Vi har også talt med flere museer, men indtil nu har ingen haft mulighed for at gå ind i et samarbejde. Jeg synes, det er frustrerende, at vi ikke kan få et gennembrud på dette felt.

Dvs. følgende direkte medlemmer fortsætter frem til næste repræsentantskabsmøde: Kristian Buhl Thomsen, repræsenterende Den Gamle By, Pernille Sonne, Statens Arkiver, Søren Bitsch Christensen, valgt af Institut for Historie og Områdestudier, men nu Aarhus Stadsarkiv.

Som suppleanter blev valgt for 2 år: Mikael Kristian Hansen, Teatermuseet i Hofteatret, og Henriette Kragh Jacobsen, Fredensborg Arkiverne

Landssammenslutningerne vælger jo selv deres medlemmer. I år har Organisationen Danske Museer været repræsenteret ved Hans Munk Pedersen, Bangsbo Museum & Arkiv, Charlotte S. H. Jensen, Nationalmuseet/Statens Arkiver har repræsenteret Samfundet for dansk genealogi og Personalhistorie, Aase Windeballe har repræsenteret Dansk Lokalhistorisk Forening, Leif Juul Pedersen, Skanderborg Historiske Arkiv, har været Sammenslutningen af Lokalarkivers mand, og endelig har Trine Grejsen repræsenteret Organisationen Danske Museer. Tak til jer alle!

En stor tak skal der lyde til det mangeårige medlem, Knud Rahbek Frederiksen fra Sammenslutningen af Slægtshistoriske Foreninger, der er afgået i foråret 2011 og har overladt pladsen til Lena Sørensen.

ODM fremover vil være repræsenteret i Dansk Historisk Fællesråd ved museumsleder Frank Allan Rasmussen, Frederiks Værk. Velkommen til Frank!

Regnskabet

En kvinde vil gerne have sin smalfilm fra familiens tur til de bayerske alper i 1964 gemt for eftertiden, og en mand vil aflevere en videooptagelse fra sit snedkerværksted fra 1990 til en af de offentlige kulturinstitutioner, fordi den har almen interesse. Hvor skal de gå hen? Det er en evigt tilbagevendende diskussion, for museumsloven og arkivloven åbner for, at film kan afleveres til begge typer institutioner. Mange arkiver er oven i købet slet ikke omfattet af arkivloven.

Fortæl os, hvad I mener, og hvad I gør rundt på landets arkiver og museer!

Historiens Hus Hvidovre og Brøndby Lokalarkiv er nu ét og det samme, men under nyt navn, Forstadsmuseet.

Det er et lidt frækt navn, for der er jo andre forstæder, og de har også museer. Men jeg tror, at man her på stedet længe har haft et ønske om at sætte “Forstaden” med stort F og i bestemt form på landkortet, og så er navnet faldet naturligt. Det her med at sætte noget “på landkortet” er jo noget, vi siger, når vi ønsker at fremhæve noget og gøre det synligt og til at finde for andre. Man bruger jo ikke landkort for at finde sig selv, men for at blive fundet af andre eller finde hen til andre. Og så har det også betydning, at noget først kommer “på landkortet”, når det er stort nok. Når det kan ses. Hvidovre og Brøndby har som byområder altid været store nok til at komme på landkortet – altså det rigtige landkort fra Geodætisk Institut og den slags – mens sagen har stillet sig anderledes med andre og mere symbolske landkort.

Det vil måske undre jer, men det er faktisk sådan, at jeg stadig kan huske, da jeg som en ret stor dreng første gang så navnet “Brøndby” på et vejskilt ude fra motorvejen. Så fandtes byen altså i virkeligheden. Det samme gjaldt sådan set Hvidovre – forskellen var bare, at jeg engang i min jyske barndom havde mødt en mand fra Hvidovre. Men jeg var ude af stand til faktisk at finde byen på et landkort.

Vejen ind på det symbolske landkort har været lang for forstæderne her på Vestegnen. Men det har været spændende at følge med i – udefra – hvordan man her har arbejdet med historien som et redskab. Historikere er vante til at komme bagefter og kaste lys over fortiden, men her har man altså forstået, at historie også er identitetspolitik for nutiden.

Der er mange, der i dag rundt om i kommunerne arbejder med at fastlægge og rendyrke deres “identitet”. Jeg er på flere måder skeptisk over for den bestræbelse; men jeg kan da godt se, hvad den kommer af. Den kommer af en meget forstærket bykonkurrence, hvor traditionelle arbejdspladser forsvinder og erstattes af et arbejdsmarked med en mere specialiseret arbejdskraft. Og denne arbejdskraft skal tiltrækkes og fastholdes – og her er historien og kulturarven i spil som nogle af de kræfter, der trækkes på. Nogle mener så, at man skal finde frem til et steds identitet og rendyrke den i markedsføringen af byen. Jeg synes, man skal skelne meget præcist mellem den identitet, man vil sælge sig på udadtil, og det historiske identitetsarbejde, man vil lave indadtil, over for sine egne borgere. Over for sine egne synes jeg, at det er meget bedre at fokusere på kvalitet og kvalitetsbevidsthed. “Kvalitetsbevidsthed” – det er at være opmærksom på de kvaliteter, der knytter sig til det sted, man bor, og som jeg så i en ny pjece fra Kulturarvsstyrelsen, “6 Gode Grunde til at bruge bygningskulturarven i kommunen”, så er der rundt omkring gode eksempler på, hvordan folk tager bedre vare på deres kvarter, når de får oplysninger om den historie og de kvaliteter, der knytter sig til stedet.

Her har Historiens Hus Hvidovere gået foran og arbejdet med “Historien i Gaden og med det, de kaldt “Kulturarvsmetoden”, hvor man blandt deler byen i en masse små kvarterer og finder deres kendetegn. Det har så givet grundlag for et meget tæt samarbejde mellem den kommunale planlægningsforvaltning og kulturhistorien.

En forstad orienterer sig mod centrum. Hvidovre behøver ikke have et kongeligt teater, Brøndby kan undvære en opera og et statsligt kunstmuseum, for det har København. De statslige kulturinstitutioner orienterer sig naturligt efter at tiltrække folk fra Hvidovre og andre forstadskommuner som publikummer og som målgruppe – men der er ingen, der tager sig af Hvidovres og Brøndbys historie, hvis de ikke selv gør. I dag er der stort fokus på livet i city, vores tidsalder er præget af storbykvaliteter. Men engang var det omvendt. I 1970’erne var København et sted, man forlod, og forstaden et sted, man søgte til og værdsatte højt. Det er ikke længe siden, og det er naturligt, at man kan finde tilbage til nogle af de ønsker og drømme, som engang var i forstadens favør, og det er naturligt at bede historikere og etnologer arbejde sammen, som man gør her i huset. For forstædernes historie er først ved at blive skrevet nu; af de generationer, der har boet her hele deres liv, føler sig knyttet til dette sted og ønsker at se dette sted udvikle sig. Ligesom man ikke kender et nyt land, før man har boet der et år og fået alle årstider med, kender man måske heller ikke forstædernes historie og historiske kvaliteter i nutiden, før de første generationer er vokset op og har forladt dem – og står over for valget: Skal jeg flytte tilbage? Hvad vejer dette sted op over andre steder, jeg har været?

Og når jeg her taler om de første generationer, så må ældre borgere meget undskylde, for jeg ved godt, at Hvidovre og Brøndby går langt tilbage i tiden, men jeg tænker altså på den store tilvandringsbølge i 1960’erne og 1970’erne.

Man kan nogle gange få det indtryk, at kulturarvsarbejde i dag handler om skabe fortællinger. Det er i hvert fald et udtryk, man møder tit: “Fortællingen om velfærdssamfundets historie skal nå ud til befolkningen” osv. Jeg har mødt museumschef Poul Sverrild nogle gange gennem årene, og det er rigtigt, som det er sagt, at kommuner skal støtte kulturarvsarbejde, fordi det kalder ildsjæle frem, og ildsjæle trækker hele deres lokalsamfund med op. Og sådan en er Poul. Poul bad på et tidspunkt Dansk Center for Byhistorie, som jeg er leder af, træde ind i en kommende bestyrelse, og da jeg håber, at Forstadsmuseet snart kan træde et skridt længere frem i museumshierarkiet – for det har det fortjent – sagde jeg ja til at være med. Men jeg er også kommet til at tænke på, at Poul gennem årene har solgt Forstadshistorien som en “modfortælling” – et rettelse eller tilføjelse til den normale historie. Som den grimme ælling i andegården. Men kan det nu passe?

Forstadshistorien må i dag siges at være en integreret del af byhistorien. Byhistorien har bevæget sig ud af de gamle købstæder, omend ikke helt i samme takt som befolkningen flyttede ud til forstæderne, for historikerne og etnologerne kom lidt bagefter. Der er blevet kæmpet ihærdigt for, at forstadshistorie var en ligeværdig del af bysamfundenes historie; og det har også været en kamp for anerkendelse af, at industrien var en ligeværdig del af historien, at parcelhuset var det, at indkøbscentret var det, og de store planbyggerier var det. Bysamfundenes historie har ikke kun udspillet sig i købmandsgårde, fashionable stormagasiner, klassiske villaer, århundreder gamle gader eller i boligkarreer og baggårde fra industrialismens barndom.

Ingen bør i dag sætte spørgsmålstegn ved berettigelsen af forstadshistorien, og det er derfor, jeg ikke tror, at Poul kan blive ved med at sælge historien som en “modfortælling”. Forstadshistorien er med store skridt på vej ind i forskningen, formidlingen og identitetspolitikken på linje med de andre ænder i andegården. Det er ikke mindst på grund af arbejdet herude. Og det vil jeg gerne ønske jer alle hjertelig til lykke med.

Årsmødet 2009 blev afholdt 17. november 2010. Beretning og regnskab er hidtil blevet trykt i Fortid og Nutid, men da dette tidsskrift nu er blevet til Kulturstudier og udgives af to forskellige foreninger, er det måske ikke længere muligt. Indtil DHF’s styrelse har truffet beslutning om, hvor materialet fremover skal offentliggøres, vil jeg lægge det her på min blog.

Der er ikke så meget at tilføje beretningen. 2009 var et økonomisk meget hårdt år for foreningen. Udgivelsen af den sidste årgang af et trykt tidsskrift trak mange ressourcer ud, faktisk ekstraordinært mange, da en trykkeregning fra 2008 først blev fremsendt i 2009 og derfor belaster regnskabet med yderligere ca. 45.000 kr. Jubilæet blev markeret med en bogudgivelse og en festdag, som vi havde sparet op til og glædede os over, men gratis var det ikke.

Til gengæld vil jeg bede medlemmerne fæstne sig ved, at vi i 2010 har været hele organisationen igennem mhp. at fjerne de underskudsgivende dele af foreningens drift. Vi har således omlagt tidsskriftet til et digitalt tidsskrift, lagt bogsalget over til Museusmstjenesten, sparet på styrelsens udgifter og ophævet vores egen administration og lagt de resterende dele over til Museumstjenesten.

Godt nytår fra DHF!

Dansk Historisk Fællesråds repræsentantskabsmøde 2009
Afholdt på Vejle Stadsarkiv, 17. november 2010

Regnskab (pdf)
Specifikationer til resultatopgørelsen (pdf)

a. Valg af dirigent
Poul Porskær Poulsen blev valgt af en enig forsamling.

b. Godkendelse af forretningsorden
Forretningsorden blev godkendt.

c. Formandsberetning 2009
Formand Søren Bitsch Christensen:

Velkommen til alle fremmødte! Og en stor tak til Vejle Stadsarkiv for at lægge lokaler til vores repræsentantskabsmøde i forlængelse af Organisationen Danske Arkivers ekstraordinære generalforsamling.

Der er to ting, der ikke lader sig skjule. Nemlig at det er længe siden, at det var 2009, og at årsregnskabet for 2009 er overordentligt dårligt. Vi fik ikke afholdt repræsentantskabsmødet inden udgangen af tredje kvartal, hvad vi burde, men forskellige forhold kom i vejen. Det giver os dog den fordel, at vi nu er så langt inde i 2010, at vi kan fremlægge den strategi, der er lagt for at bringe DHF på ret kurs ind i en økonomisk og organisatorisk sund fremtid – og det skulle gerne være så fremskredent, at forsamlingen her i dag kan fæste lid til vores planer.

2009 havde fire hovedaktiviteter for DHF: Det var foreningens 100-års-jubilæumsår, vi drev historie-online, udgav Fortid og Nutid, og vi stod for kåringen af Årets Historiske Bog.

Et hundrede år med DHF og Historiens Ildsjæle

Jubilæet blev fejret i Rigsarkivets Harsdorff-sal 23. oktober 2009 med små hundrede mennesker. Der var mange forhenværende styrelsesmedlemmer og indtil flere tidligere formænd til stede sammen med gode venner af foreningen. Hovednummeret var præsentationen af bogen ”Historiens Ildsjæle”, som foreningen havde fået universitetslektor Jes Fabricius Møller til at redigere.

18 portrætter fandt vej til bogen, og det gik over al forventning med at få forfattere til at skrive om ildsjælene. Man kunne godt få det indtryk ind imellem, at nogle af forfatterne havde lidt taknemmelighedsgæld til de pågældende, de gerne ville betale af på. I hvert fald er bogen blevet et entusiastisk og venligt vidnesbyrd om ildsjælenes betydning lokalt og nationalt.

Forud for udgivelsen var der gået en kampagne på historie-online og på historie-onlines facebook-side. Vi spurgte: ”Til næste år fylder Dansk Historisk Fællesråd 100 år, og vi overvejer bl.a. at fejre det med en historie-online ”Wall-of-Fame” over folk, der har arbejdet for dét, der også er DHF´s formål ”støtte og styrke interessen for historie”. Altså – hvem synes du har været ildsjæle for historien fra 1909-2009 og brændt for at skabe historieinteresse hos nye målgrupper, på nye måder, med nye synsvinkler etc.? Det kan være lokalt, nationalt, inden for en særlig ”slags” historie…. hvem synes DU skulle med?”

Der kom mange gode forslag. Flere af de portrætterede var faktisk ret populære allerede på forhånd blandt vores læsere, så det bestyrkede redaktionens valg, men det er ikke så mærkeligt, at der også var andre navne på banen, end dem der kom med i bogen. Bogen blev godt modtaget på dagen og fik også god omtale i adskillige medier, hjemmesider og aviser. Vi havde også bestræbt os på at sælge nyhederne til de lokale aviser for at få omtale af de personer fra avisens område, der måtte være med i bogen.

Selve dagen rummede indslag fra formanden og et spændende foredrag af universitetslektor Karin Lützen om slægtshistorie i den videnskabelige forskning. Vi havde inviteret gode venner fra vores medlemsforeninger til at give fem minutter med gode råd og ønsker til foreningen, og vi kunne derfor glæde os over velmente kommentarer fra Jørgen Thomsen fra SLA, Aase Windeballe fra DLF, Anette Månsson fra ODA, Hans Henrik Appel fra ODM og Gitte Høstbo fra SSF. Der var også en nyskrevet sang fra Niels Frandsen. Flere havde gaver med til foreningen, blandt andet støtte til historie-online.

Vi har sat os som mål at samle lidt op på dagen ved at deltage i de nævne foreningers årsmøder og drøfte DHF’s forhold med udgangspunkt i de gode råd. Vi har nok ikke fundet den rette form endnu, så det kan gøres bedre næste år (altså ikke 2010, men 2011…).

Alt i alt var det en god dag for foreningen, den gav ekstra energi og fik vist DHF’s evne til at samle folk på tværs af det historiske miljø.

Årets Historiske Bog
Gamle nyheder, gamle nyheder… Jeg vil gøre det kort. Årets Historiske Bog 2008 blev kåret ved et arrangement i Orlogsmuseet 18. februar 2009. Forud var gået proceduren med læserafstemning blandt de kandidater, som det særligt fagkyndige udvalg havde fremlagt. Kandidaterne var:

Ulrik Langen: Den afmægtige – en biografi om Christian 7 (313 stemmer)

Henning Grelle: Stauning. Demokrati eller kaos (272 stemmer)

Mikkel Kirkebæk: Schalburg – en patriotisk landsforræder (257 stemmer)

Joakim Jakobsen: Tynd luft – Danmark ved VM i Mexico 1986 (122 stemmer).

Og endelig vinderen: Tom Buk-Swienty: Slagtebænk Dybbøl 18. april 1864 – Historien om et slag (409 stemmer).

Poul Porskær Poulsen havde som altid et stort, men forhåbentligt spændende arbejde med at læse og fordele gode bøger blandt komiteens medlemmer, og det skal både han og de have tak for! Andre skal også have en tak for at støtte begivenheden, nemlig vores sponsorer: tidsskriftet Skalk, magasinet Alt om Historie og Kulturministeriet, ligesom Gyldendal havde givet boggaver. Kulturminister Carina Christensen var til stede og overrakte præmierne.

Fortid og Nutid
Vores tidsskrift var i 2009 så spændende, at vi har valgt at holde de trofaste abonnenter på pinebænken ved at udgive de to sidste numre i 2010. Spøg til side, det er selvfølgelig ikke i orden, at tidsskriftet udkommer med forsinkelse, og det har muligvis også været medvirkende til det fortsatte, om end mindre, fald i antallet af abonnenter.

Tidsskriftet holder – efter min bedste overbevisning – stadig et højt fagligt niveau – hvad der er redaktionens fortjeneste. Den består af Mette Tapdrup Mortensen, Henrik Gjøde Nielsen og Thomas Lyngby. Fortid og Nutid blev da også rangeret i den næsthøjeste gruppe (niveau 1) i Videnskabsministeriets såkaldte bibliometriske forskningsindikator (omtalt i sidste års beretning). Imidlertid kan det ikke skjules, at driften af tidsskriftet har været ved at få foreningen til at forbløde økonomisk, og at det er på høje tid, at vi i 2010 kan gå over til en anden udgivelsesform, mere om det senere.

historie-online
Der kommer hele tiden nye konkurrenter på banen, men indtil videre fastholder vi brandet som Danmarks bedst rangerende historiske website – og nu må man undskylde mig, for det kan være vanskeligt at skelne mellem udviklinger i 2009 og 2010, for tingene går jo stærkt på dette område. Der er ikke ændret ved det grundlæggende i historie-online, men der tilføjes løbende forbedringer, i denne periode er det ikke mindst de sociale funktioner, der er kommet til. Hermed tænkes især på facebook og twitter, der giver mulighed for, at vore brugere kan dele nyheder fra historie-online med hinanden og sende dem ud i nyhedsstrømmen. Sammen med et stort, og for en stor dels vedkommende gratis, arbejde med nyhedssiden, boganmeldelsesdelen og andre sider af sitet, f.eks. tv-tipperne, sikrede det i 2009 et nærmest uændret højt besøgstal på historie-online.

Google analytics nøgletal

2008: 486.074 besøg på sitet – 1.379.248 sidevisninger

2009: 475.527 besøg på sitet – 1.238.366 sidevisninger + ca. 1.000 facebook-fans

Hertil kommer en stigning i antallet af abonnenter på nyhedsbrevet til godt og vel 6000.

Det er Poul Porskær Poulsen, der har fungeret som ansvarshavende redaktør, Henrik Olsen har været medhjælper, tv-tipperne var Kim Rathleff og Steen Uffe Tommerup, mens udviklingsarbejdet og andre dele ligger hos Charlotte S.H. Jensen. Især Charlotte og Poul lægger mange timers gratis arbejde i websitet. Der falder heldigvis nogle belønninger af.  I årets løb modtog Charlotte S.H. Jensen således Danske Videnskabsjournalisters pris for ”enestående videnskabsjournalistik” og formidling, Genius-prisen. I motiveringen indgik bl.a. historie-online. Vi har også velvillige sponsorer – i 2009 var det museet Den Gamle By, tidsskriftet Skalk og Kurt Moskjær – ligesom annoncesalget er ganske pænt. Men alligevel kan jeg ikke lade være med at undre mig over, at det er så svært at få nogle af de af vore medlemmer, der nyder størst fordel af websitet, til at yde mere i støtte til det. Ja, jeg ved godt, at vores medlemmer betaler for deres medlemskab og på den måde indirekte støtter historie-online – men jeg synes, der er nogle af de større parter i den historiske verden, der kører gratis her – det må jeg sige. Og der har været rettet henvendelser til forskellige om støtte i 2009.

Økonomien – og fremtiden
Jeg har kigget i vores styrelsesreferater fra 2009 og faldt over en bemærkning i mødet 27. april 2009: ”Efter en generel snak om økonomien, hvor formanden konkluderede, at der skal findes løsninger på udfordringerne, da udgifterne ellers vil afvikle foreningen senest i 2012, enedes Styrelsen om at sætte en diskussion om mulige løsninger på dagsordenen for næste møde, som i det hele taget skal sætte fokus på foreningens økonomi.” Siden er der arbejdet på højtryk for at redde foreningen – men hvorfor er årsresultatet så dårligt så? Svaret er, at vi har måttet honorere indgåede forpligtelser over for abonnenter og ansatte. Dertil kommer vi, at vi prioriterede at markere vores jubilæum med den omtalte bog ”Historiens ildsjæle” – historieskrivning og dokumentation af lokal- og kulturhistorie er nu engang vores forpligtelse!

Indtægtsposterne har isoleret set været tilfredsstillende, men en uforholdsmæssig stor del af dem er medgået til administration, trykkeriregninger og porto. Af årsager, som jeg synes jeg har talt og skrevet om mange gange snart, løber den digitale udvikling fra den trykte forskningsformidling, i hvert fald med de nuværende offentlige støtteordninger.

Arbejdet i 2009 førte således frem til, at vi i 2010 – om en uge regnet fra dags dato – kan udgive det første nummer af et nyt tidsskrift, der afløser Fortid og Nutid, der således ophører. Det nye tidsskrift hedder Kulturstudier, og det udgives sammen med Foreningen Danmarks Folkeminder. Det har følgende beskrivelse:

”Kulturstudier. Dansk tidsskrift for kulturhistorie, etnologi, folkloristik og lokalhistorie. Kulturstudier er et forskningsbaseret og kvalitetsbedømt tidsskrift, der bringer artikler, reviews og debatter med udgangspunkt i historiske og aktuelle studier af steder, folk, kultur og dagligliv. Tidsskriftet er dannet i 2010 ved sammenlægning af Fortid og Nutid (grundlagt 1914) og Folk og Kultur (grundlagt 1972) og har sin base i de kulturhistoriske museer, arkiver, universitetsmiljøer og foreninger i Danmark.”

Tidsskriftet har opnået støtte fra Forskningsrådet; det bliver et digitalt tidsskrift med egen hjemmeside, men med bibliografisk base i en database på Statsbiblioteket. Farumgaard Fonden og Lillian og Dan Finks Fond har støttet udviklingsarbejdet – men ikke mere om det, for der skal også være noget at berette om i beretningen for 2010!

Og så alligevel – selvom også dette er beslutninger fra 2010, skal det lige nævnes, at administrationen er lagt om og nu varetages af Museumstjenesten, både kontingentopkrævningen og bogsalget. Det sidste, vi skal have ordnet i denne sammenhæng, er den dyre statsautoriserede revisor, som nu efter Forskningsrådets krav kan skiftes ud med en billigere registreret revisor.

Hermed er det vores vurdering, at alle aktiviteter er økonomisk hvilende i sig selv fremover, og foreningens økonomi er saneret.

Styrelsen
Arbejdet som styrelsesmedlem i DHF har i 2009 budt på en del besvær for dens medlemmer. Den ene  diskussion om, hvad der skulle gøres, har fulgt efter den anden. Kristian Buhl Thomsen måtte på grund af sygdom træde til som kasserer med meget kort varsel fra en position som nyvalgt suppleant. Det var dejligt, at han ville gøre det! Men arbejdet har også budt på mange glade timer, ikke mindst da vi sammen planlagde den store jubilæumsfest. Mon ikke også, at vores redaktionsmedlemmer i Fortid og Nutid finder deres arbejde fagligt udfordrende, og jeg håber også, at Poul og Charlotte og de andre nyder at arbejde med historie-online og Årets Historiske Bog.

DHF og DHF’s medlemmer kunne i hvert fald ikke klare sig uden alle jer – og jeg synes, det er dejligt, at alle afgående medlemmer har sagt ja til at stille op til valg. Tak til Harriet Hansen, der lod sig udskifte som repræsentant for ODM midt i perioden, for et stort arbejde for foreningen. Tak til alle øvrige for indsatsen og en særlig tak til Ingrid Christensen for mange års tro tjeneste på vores ekspedition.

Beretningen blev godkendt.
d. Regnskabsfremlæggelse
Kasserer Kristian Buhl Thomsen fremlagde regnskabet (se bilag).

Regnskabet blev godkendt.

e. indkomne forslag
Der var indkommet forslag fra styrelsen om ændret kontingent (behandlet u/ pkt. f).

f. budgetforslag og kontingentfastsættelse
Styrelsen foreslog en forhøjelse af kontingent fra 350 kr. til 400 kr. for direkte medlemmer. For landssammenslutninger uforandret. Dirigenten bad om en motivering og fik som svar, at foreningens økonomi tilsiger dette, og at beløbet i øvrigt ikke er blevet forhøjet i adskillige år. Kontingentforhøjelsen blev vedtaget enstemmigt.

Budgettet for 2010 blev fremlagt (se bilag). Dette blev godkendt, dog under forudsætning af, at kassereren på næste ordinære styrelsesmøde kan redegøre for, om  moms og momsrefusion er regnet med i de opgjorte tal. (Efter mødet oplyst, at moms ikke er indeholdt i budgettet). Ydermere blev det bemærket, at indtægter og udgifter vedr. historie-online principielt skal balancere, da indtægterne for største delens vedkommende er sponsorater. Dette var styrelsen enig i, og man vil tage hånd om, at evt. overskydende beløb fra historie-online i 2010 reserveres til driften af historie-online i 2011.

g. valg
Det kunne oplyses, at landssammenslutningerne har valgt flg. medlemmer til styrelsen:

Leif Juul Pedersen [Sammenslutningen af Lokalarkiver]

Knud Rahbek Frederiksen [Sammenslutningen af Slægtshistoriske Foreninger]

Trine Grejsen  [Organisationen Danske Arkiver]

Hans Munk Petersen [Organisationen Danske Museer]

Aase Windeballe [Dansk Lokalhistorisk Forening]

Charlotte S. H. Jensen [Samfundet for dansk genealogi og Personalhistorie]

Direkte medlemmer:
Gunnar Jakobsen [Told- og Skattehistorisk Selskab] var ikke på valg og fortsætter yderligere et år.

Valgt for den ordinære periode af to år blev:

-         Søren Bitsch Christensen, Institut for Historie og Områdestudier, Aarhus Universitet
Kristian Buhl Thomsen, Den Gamle By

-         Pernille Sonne, Statens Arkiver

Valgt som suppleanter blev:

-         Mikael Kristian Hansen [Teatermuseet i Hofteatret]

-         Henriette Kragh Jacobsen

h. Eventuelt
Der blev givet orientering om årets nye medlemmer: Maritim Kontakts kontaktudvalg og  Harja Arkæologisk Forening.

Den tilstedeværende repræsentant for Fængselshistorisk Selskab henviste til, at der er mulighed for at købe trykkeopgaver inden for fængselsvæsenet.

Kulturstudier er nu i luften med sit andet nummer inden for en måned. Kulturstudier som bekendt det nye kulturhistoriske tidsskrift, der afløser Fortid og Nutid og Folk og Kultur. Det er planen med Kulturstudier, at hvert andet nummer kan være et temanummer med gæsteredaktører. Temanumrene følger selvfølgelig de samme retningslinjer som de almindelige numre. De har et medlem af den ordinære redaktionen som ansvarshavende redaktør, og hele nummeret gennemlæses af de øvrige redaktionsmedlemmer.

Dette nummer handler om fortællinger, og det er redigeret af Marianne Holm Pedersen og Lene Andersen, Dansk Folkemindesamling, Det Kongelige Bibliotek. De præsenterer selv nummeret således i deres indledning:

“Alle mennesker fortæller historier. Hele dagen igennem fortæller vi og lytter til hinandens historier – fra de små fortællinger over kaffen til de store fortællinger om nationens tilblivelse. Gennem andres fortællinger spejler tilhørerne sig selv og hører om det liv, der venter dem eller andre. De bliver vidne til, hvad der er godt og ondt, vigtigt eller ligegyldigt, og de ser langsomt verden folde sig ud i fælles øjenhøjde. Fortællinger er således tæt knyttet til skabelsen af fællesskaber. Dette nummer af Kulturstudier sætter fokus på sammenhængen mellem fortælling og fællesskab og vil belyse, hvordan de historier, vi fortæller til os selv og om os selv, er med til at fylde de fællesskaber, som vi alle er en del af. Ved at bruge fortællingen som indgang til studiet af fællesskab kan man få indblik i, hvordan fællesskaber konstitueres, og hvad de konstitueres omkring – fx normer og værdier, rigtigt og forkert, lighed og forskellighed. De fem artikler i dette temanummer lægger vægten forskelligt – nogle fokuserer mere på fortællingen, andre mere på fællesskabet – men de giver fem eksempler på, hvordan fortælling og fællesskab kan forstås i forhold til hinanden.”

Kulturstudier er som altid gratis at læse og printe ud fra nettet. Vil du købe et trykt eksemplar, kan du følge instruktionen på hjemmesiden.

Læserne skal vide, at der er forskel på et byarkiv og et stadsarkiv. Et byarkiv indsamler historisk materiale fra private, dvs. foreninger, privatpersoner, virksomheder og politikere mv. Et stadsarkiv har som særlig opgave at indsamle og passe på kommunens arkiver og hjælpe med at finde dem frem til de borgere, der ønsker at se dem. I dag har Århus ikke et stadsarkiv. Kommunen klarer selv noget af opgaven, og resten er overdraget til Erhvervsarkivet, der er en del af det statslige arkivvæsen og egentlig har helt andre opgaver. Erhvervsarkivet og dets medarbejdere yder et stort arbejde, men midlerne er meget små.

Ser man bort fra Flemming Knudsen, er det især nogle af ildsjælene fra det frivillige arkivarbejde, der meget fortjenstfuldt har holdt liv i håbet om et stadsarkiv. Det er nemlig sådan, at der findes mere end tyve lokalhistoriske arkiver inden for Århus Kommune. De kan for fleres vedkommende føres tilbage til den opblomstring af lokalhistorisk interesse, der opstod efter indlemmelsen af de mange sognekommuner – nu forstæder – i Århus Kommune i 1970. Er det så ikke stadsarkiver? Nej, det er frivilligt drevne arkiver, der indsamler materiale fra deres eget lokalområde uden at være underlagt love eller andre krav fra det offentlige. At de så typisk vælger at følge nogle generelle standarder for registrering og opbevaring, er en anden sag.

Det synes, som om de frivillige arkivfolk og Flemming Knudsen er nervøse for, at et nyt stadsarkiv skal komme i vejen for de frivillige arkivers virksomhed. Det er sådan set forståeligt, og det bør da heller ikke ske. Kommunen har store fordele af de små arkivers arbejde, og den betaler meget lidt for det. Nærhedsprincippet skal gælde her, for kun de lokale ved, hvad der lokalt er vigtigt.

Jeg mener, at nervøsiteten er udtryk for en lidt for defensiv tilgang til sagen. Et stadsarkiv skal ikke tænkes som en afløser for det lokalhistoriske arkivarbejde, der foregår i dag. Det er ikke de sidste 25 års behov, der skal indhentes, det er fremtidens behov, der skal bestemmes.

Århus Stadsarkiv skal selvfølgelig i tæt samarbejde med den kommunale forvaltning tage vare på kommunens arkivalier og løbende sager. Elektronisk arkivering er et specialiseret område, som kræver den mest opdaterede viden. Mon ikke også det kommunale analysearbejde har taget spørgsmålet op, om ikke det er et juridisk for ikke at sige et demokratisk problem, hvis kommunens borgere har svært ved at få adgang til de akter, der handler om dem selv og deres politikeres gøren og laden?

Det er ikke her, der kan være forskellige opfattelser. Det kan der derimod, når det gælder offentlighedens brug af arkivet. Et arkiv skal selvfølgelig være attraktivt for de skatteydere, der betaler for det. Det er vigtigt, at et nyt stadsarkiv anviser nye veje til samarbejde med forskere og studerende. Aarhus Universitet har brug for et effektivt arkiv, der kan understøtte de studerendes oplæring, være praktikplads og eksperimentarium. Ikke kun for historikere, men for mange forskellige kulturfag, der har en historisk dimension.

Århus Stadsarkiv har store opgaver foran sig. Jeg tror ikke, offentligheden er klar over, hvor langt fremme lokalhistorien med udgangspunkt i Erhvervsarkivet var for nogle årtier siden. Det var det lokalhistoriske centrum i landet. I dag er den aktive indsamling forsømt. Store samlinger af fotografier, personhistoriske oplysninger, foreningsarkiver, politiske sager og erindringer bliver ikke ført videre. Der er ingen penge til det. Digitaliseringen er så langt bagud, at man næppe tror det.

Med det kommende Mediehus kommer der en platform for samarbejder om for eksempel digitale bøger og digitale historiske informationer. Nærheden til universitetets yderst innovative it-miljøer bør udnyttes, så Århus kan få et stadsarkiv, der bringer historien ud til folk på nye, vedkommende og appellerende måder.

Et nyt stadsarkiv i Århus må ikke tænkes som et svar på de forsømte år, men som et svar på fremtidens behov.

Statens Arkiver har været drivkraften i det omfattende arbejde, og en række foreninger og organisationer har bakket op. Succesen skyldtes flere ting. Arkivvæsenets folk har været dygtige til at samle kræfterne og drage fordel af den store genealogiske interesse, og udbredelsen af hjemmecomputere har understøttet projektet. Det har ikke alene været et folkeligt forankret projekt, for forskningen har på mange måder kunne høste viden og resultater af de mange indsamlede data. Mine studerende anvender materialet igen og igen.

En anden grund til succesen har vel også været, at det er blevet klart for enhver, at arkiverne ikke er for og om de få. Vi står alle nævnt derinde. Måske ikke lige os selv, men så vores forfædre. Vi kan følge slægters gang, og vi kan følge den store folkevandring fra land til by, som har formet det samfund, vi lever i.

Men er vi ikke kommet langt nok nu? OK, måske ikke lige nu, men så snart, for selvom man er kommet langt, er der stadig mange, mange protokoller med krøllede bogstaver og tal tilbage.

Er det et forskningsmæssigt fremskridt at blive ved med at renskrive navne i tusindtal? Jeg synes, man bør overveje at sadle om i nær fremtid. På Lomborgsk vis kan vi spørge, hvor vi får mest for indsatsen. Statens Arkiver rummer så meget andet materiale, der også kan forene personligt engagement, lokale kræfter og lokal identitet med en national strategi. Hvorfor ikke renskrive andre væsentlige og fortællende kildegrupper? Hvad med rådstueprotokollerne og tingbøgerne? Supplikprotokollerne og brevbøgerne?

Det er kvalitative kilder, Det er fortællinger, der kommer hele vejen rundt om menneskers eksistens i fortiden. Og navnestoffet er stort og af genealogisk interesse, så den store skare af indtastere vil ikke tørste. Det er også reflekterende kilder, der åbner for indsigt og fortolkning, og som skaber kontekst og sammenhæng i de historiske data. Et nyt kildeindtastningsprojekt vil skabe fremgang for lokalhistorien, for den reflekterende historie og for forskningen.

Et nyt kildeindtastningsprojekt vil skabe fremgang for lokalhistorien, for den reflekterende historie og for forskningen.

Charlotte S.H. Jensen modtog forleden Danske Videnskabsjournalisters Genius-pris for formidling af højeste karat. Charlotte er historie-onlines nyhedsredaktør og ansvarlig for grafik og udvikling. Til daglig er hun ansat på Nationalmuseet.

Charlotte er helt sikkert for beskeden til at optage nyheden på historie-online, så derfor må jeg gå ad bagdøren og bringe den her i min blog. Det er hendes og Poul Porskær Poulsens fortjeneste, at vi har en central nyhedskanal for formidling af arbejdet på landets historiske institutioner, i de historiske foreninger og andre steder. Hun har fået prisen for dette arbejde og for sit arbejde på Nationalmuseet. Man har sikkert også skelet til hendes mangeårige, uselviske arbejde med at hjælpe foreninger og institutioner med websites og til de mange foredrag, hun har holdt over hele landet.

Formand for Danske Videnskabsjournalister, Michael de Laine, fortæller om baggrunden: 

”Hun har været ildsjæl for mange nye forskningsformidlende initiativer, bl.a. har hun bragt Nationalmuseet ind på de sociale netværk som FaceBook og YouTube, hun har startet Formidlingsnet.dk og er idekvinde til www.historie-online.dk – nettets mest synlige site om historie, arkæologi, arkiver, museer og kulturarv. Derfor er hun en helt oplagt modtager af vores pris og anerkendelse,” udtaler han. Charlotte deler prisen med DNA-forsker Eske Willerslev.

Hjertelig til lykke, Charlotte!

Institut for Historie og Områdestudier på Aarhus Universitet har lagt sin Danmarkshistorie på nettet. Og der er kommet nogle 3D-verdener til. Debatten foregår på nettet.

Denne gang vil jeg tillade mig at komme lidt ind på nogle ting fra mit eget arbejdsliv. Og så håbe, at det også berører andres. På mit eget institut kunne vi i forrige uge præsentere www.danmarkshistorien.dk. Det er for at sige det simpelt en klassisk Danmarkshistorien, som vi kender den skrevet af universitetsforskere: en gennemgang af historien opdelt i perioder og kapitler. Men det er kun den ene side af historien, for fremstillingen suppleres med hundredvis af kilder og leksikonopslag. Nettets muligheder udnyttes derved, at sitet selvfølgelig er dynamisk; det kan udvides efter behov og ønske, flere kilder kan lægges ud, der kan sammensættes undervisningspakker mv.

Folkene bag sitet har indadtil og udadtil kaldt sitet en demokratisk Danmarkshistore, og med det har de ment, at det er en gratis ressource, som hjælper de universitetsansatte til at indfri deres samfundsmæssige forpligtelse til at formidle deres arbejde og påvirke folks historiebevidsthed.

Sitet er blevet modtaget med stor entusiasme af brugere og presse, og det har vist også fået en og anden til at anerkende den store folkelige interesse for historie. En anerkendelse, der ikke er så selvfølgelig, som man måske tror.

Det har været interessant at følge den debat, der er opstået i kølvandet på sitets lancering. Debatten finder sted på blogs, og der er mange yderst kvalificerede indlæg af en slags, som for ikke længe siden ville blive finpudset og trykt i videnskabelige tidsskrifter. Nu ryger de på bloggen.

En del af debatten går på, om sitet nu også er demokratisk, når det ikke er brugerstyret eller wiki-baseret. http://www.formidlingsnet.dk/arkiv/ny-online-danmarkshistorie. Skaberne af sitet har nemlig villet det anderledes og skabe en fortælling med en klar afsenderautoritet. Jeg synes, det er forfriskende, at afsenderautoriteten stadig lever på nettet. Der må være plads til forskelligheden.

Den digitale Danmarkshistorie er i hvert fald forskellig i teknologi og formidling fra et projekt, jeg i højere grad var med til lave, og som også kom på nettet i sidste ugen, www.byhistorie.dk/landsudstillingen, som gemmer på en 3D-model af Landsudstillingen i Århus 1909. Også den har fået ord med på vejen af nettets debattører. Diskussionen her går især på, om udgifterne til teknologien står mål med udbyttet, og om computerne rundt i folks hjem kan håndtere den store model. Andre ønsker mere brugergenerering af indholdet, 2.0 skulle så have været mere fremtrædende, lyder det. Her er der så blevet svaret, at det er et udviklingsprojekt, som bl.a. bygger på en ide om at visualisere et kildematerialet (tegningerne til udstillingen) i stedet for at gendigte og rekonstruere. Det er altså også en historisk-faglig-metodisk diskussion, som ligeså godt kunne have været udfoldet i et tidsskrift, men nu lever på private blogs mv. Tidligere på året så man tilsvarende Arbejdermuseets webmodel af Carlsberg, www.humlenvedcarlsberg.dk. Denne model eksperimenterer også med 3D-teknologi og rumlig navigation i et historisk landskab knyttet an til databaser og traditionel historisk dokumentation.

Webressourcer som de omtalte udfordrer vores forestillinger om formidling af historien, og de rykker ved vores ideer om afsenderautoritet og historikeren som Den Store Historiefortæller. Interessant er det, at der inden for så kort tid er fremkommet så forskellige løsninger. Der eksperimenteres på livet løs. Og interessen for historien vokser forhåbentlig hver gang, omend vi jo altså risikerer, at den antager andre former end dem, vi troede, vi kendte.

Andre links: http://www.formidlingsnet.dk/arkiv/landsudstillingen-1909-i-3d

http://jbnetter.wordpress.com/2009/05/22/landsudstillingen-1909-i-3d/#comments