Torsdag 23. oktober var jeg inviteret til at indlede et seminar om ”ABM-samarbejde – hvor svært kan det være”, som Lokalhistorisk Netværk afholdt på Kunstmuseet Aros i Århus. Det var en kærkommen lejlighed til at gøre en kort status over de vigtige tiltag, der er sket på feltet. Jeg havde ikke så lang til, men jeg sagde bl.a. følgende.
Arkiver, museer og biblioteker kan på mange måder komme ud på ét, men de er altså tre, kan man sige. Her ligger hele sagen begravet, og det er det, vi skal tale om i dag. Når man kan sige, at de er ét, er det fordi, de alle har til opgave at samle kulturbærende frembringelser: genstande, tekster og bøger og stille dem til rådighed for befolkningen.
Når man kan sige, at de alligevel er tre, er det, fordi de af historiske årsager er blevet organiseret hver for sig, bor hver for sig og i mangt og meget også finansieres hver for sig. (Jens Topholm, der er stadsarkivar i Aalborg, fortalte på konferencen, at adskillelsen mellem institutionerne var særlig fastlåst i Danmark). Dybest set kan opdelingen føres helt tilbage til organiseringen af kongens kamre og beholdninger for adskillige hundrede år siden. Endnu for 20-25 år siden ville de færreste have troet, at der kunne ske opblødninger i grænsen mellem de tre typer institutioner, men der er sket en stor forandring. Og det går hurtigere og hurtigere.
Lad mig tage museerne først. Museer – i hvert fald den overvejende del af de kulturhistoriske museer – er struktureret efter to komponenter: Ting og sted. De samler ting fra bestemte steder efter bestemte kulturhistoriske principper. Men hvad sker der ved den sammenhæng, hvis en af komponenterne ændrer afgørende karakter, f.eks. “sted”. Jamen, det sker da heller ikke, kan I måske sige, men det gør det jo. Kommuner og amter bliver for eksempel nedlagt og erstattet af noget andet. Det har følgevirkninger langt ind på det kulturhistoriske område og berører forholdet til tingene, den anden komponent. For med kommunesammenlægninger sker der også museumssammenlægninger, eller der kommer i det mindste nye samarbejdsformer. Det har vi set ske.
Det betyder så, at tingene ændrer status, for den genstand, der tidligere havde fået tillagt bevaringsværdi i kraft af, at den var den eneste af sin art i den gamle kommune og dermed på det gamle museum, må nu se sig udfordret af fem tilsvarende genstande i den nye storkommune med den nye museumsorganisation. Altså kunne vi godt smide den ene af dem ud, men det gør vi nok ikke. Til gengæld vil man begynde at anlægge nye kriterier for fremtidige indsamlinger, der tager højde for den samlede bestand af genstande i den nye kommune. Det viser, hvor arbitrær selv et begreb som bevaringsværdi kan være. Og min pointe med det er, at når forbindelsen mellem den bevarede genstand og den bevarende institution viser sig at være en historisk konstruktion, er banen ved at være åben for at omtænke mange andre forhold.
Lad mig give et eksempel fra mit eget daglige arbejdsområde, som er byer. Byer kan jo defineres på mange måder fra det gamle administrative begreb købstæder til moderne netværksmodeller, hvor bydannelser anses for at være principielt grænseløse. De gamle købstæder fik hver deres museum i en bølge fra 1855-1920, i en borgerlig bestræbelse på at sammentømre en byidentitet efter et antikvarisk-borgerligt verdensbillede. Hvad så i dag? Mange – i hvert fald geografer – vil i dag hælde til at sige, at byer er samlinger af arbejdspladser, mere end de er samlinger af boliger. Vi bor ikke længere, hvor vi arbejder. Men hvad er så det lokale? Her ligger en meget stor udfordring gemt for alle lokalhistorikere. Hvis vores hjerte hælder til Berlin i ferierne, er Neues Museum så vores lokalmuseum?
Det kan også være modsat, at geograferne tager grundigt fejl, og at vores identitet stadig i langt højere grad er knyttet til vores bopæl, og der derfor stadig findes en hjemstavn. Sociologen Kirsten Simonsen har – som støtte for den tanke – analyseret moderne storbyliv og fundet, at byen ikke bør opfattes som noget, der findes i sig selv, og som udefra bestemmer grænserne for livsudfoldelsen. Byen er derimod en både konkret og mental verden, som det enkelte menneske konstruerer ud fra sine egne kropslige, sociale, materielle og symbolske erfaringer og ønsker. Byen er altså ikke, den skabes af dens mennesker hver eneste dag. Men selvfølgelig ikke fra grunden. Moderne bymennesker har en række grundfortællinger at trække på, når de skal give deres eget liv i byen dybde og perspektiv. Dem kalder Simonsen kronotyper. Den ene kronotype er ‘mobilitet og hastighed’, den anden er ‘sted og lokalsamfund’.
Disse grundfortællinger kommer fra litteraturen, medierne og private historier. Men også fra den kulturelle erindring – og dermed også fra historikerne og etnologerne. Simonsen retter en skarp kritik mod ‘lokalsamfundsfiguren’, der opfattes som en romantisk fortolkning af fortiden. Derved kritiseres både den etnologiske tradition og den moderne byplanlægning, som tager udgangspunkt i det nære liv omkring sluttede bykvarterer som forestillingen om det gode liv i byen. Folk sværger til begge fortællinger, de er både ‘mobilitet og hastighed’ og ‘sted og lokalsamfund’.
Med andre ord, lever moderne mennesker et grænseoverskridende liv. Det vidste vi jo sådan set godt. Og som kulturarbejdere indretter vi os efter det. Blandt andet med de digitale løsninger vi finder for vores kulturhistoriske formidling. For digitale medier er jo per definition grænseoverskridende. Det er muligt, at vi laver en hjemmeside henvendt til beboerne i Århus, men alle og enhver kan jo læse med. Og gør det. En lokalhistorisk hjemmeside scannes af folk fra andre segmenter end det lokale, kan man sige. Det kan være slægtshistorikeren fra et helt andet sted, der finder en personalhistorisk oplysning. Eller den skolehistorisk interesserede, der finder det, han søgte på Viborg-leksikonet på nettet.
Jeg synes, vi i dag skal diskutere, om det er rigtigt at sige, at digitale løsninger således har en tendens til at opløse det lokale?
De har også en tendens til at tømme vores læsesale! Bare spørg Statens Arkiver, der for 15 år siden fik et boom i besøgende, da de fremlagde mikroficher af kirkebøgerne og folketællingerne på læsesalene, men nu kan se det samme besøgstal dale i takt med, at de er så venlige at lægge det samme materiale på nettet.
Det er måske et sidespor, men jeg vil gerne benytte lejligheden til at opfordre jer til at lægge pres på politikerne til i meget højere grad at medtænke digitale brugere, når der skal laves de forkætrede besøgsstatistikker og anden dokumentation af, hvordan omverdenen har besøgt vores kulturhistoriske institutioner. Så vidt jeg forstår, er bibliotekerne gået i gang med det for deres netbibliotekers vedkommende.
Digitale løsninger er også dyre. Det er traditionel virksomhedsdrift knyttet til institutioner selvfølgelig også, men digitale løsninger er tillige i vælten og nyder fremme fra statslige kulturpuljer, om det så gælder arkiver, museer eller biblioteker. Derfor – kunne jeg forestille mig – vil digitale projekter have en tendens til at blive bevilget til større institutioner, der kan stille en projektorganisation op og har råd til at undvære faste medarbejdere i perioder. Der er jo ofte de faste medarbejdere, der skal udgøre den nødvendige egenfinansiering af projekter.
Vil det betyde, at digitale projekter vil fremme centraliseringen af kulturhistoriske institutioner? Det vil tiden vise, og det er også et kulturpolitisk slagsmål, som jeg ikke skal komme ind på, men det er der, og det vil vokse i betydning.
Når jeg taler om digitale løsninger, er det selvfølgelig også, fordi ABM-samarbejdet i mangt og meget er digitalt. Jeg skal ikke komme meget ind på konkrete projekter; dels ved jeg ikke nok om det, dels er det emnet for flere foredrag i dag. Jeg vil nøjes med at sige, at digitalt ABM-samarbejde er i pagt med de tendenser, jeg har peget på: nye og mere flygtige identiteter, foranderlige administrative rammer og brugervenligheden.
Samkøring af registre! Det er det, det handler om. I mange andre sammenhænge et forkætret princip med fare for borgernes retssikkerhed, men inden for vores felt et ubetinget gode. Tænk på den nytte, vi og alle andre brugere vil få af, at museerne nu er ved at digitalisere deres kartoteker, at Nationalmuseet har lavet store databaser over deres samlinger og tillige fremlagt mange sagsoplysninger på Fund og Fortidsminder/Det Kulturhistoriske Centralregister, at bibliotekerne har oprettet bibliotek.dk, og at Statens Arkiver knokler med Daisy, samtidig med, at vi også har fået Danpa-databasen og alle Arkibas-databaserne. Det er intet mindre end fantastisk. Det er oplagt, at næste skridt går i retning af geokodning og yderligere integration af databaserne efter sted. Først der er vi kommet brugeren helt i møde. Men det et mål, der ligger langt ude i horisonten.
Som forsker vil jeg dog ikke undlade at rejse et enkelt advarselsflag. Det mest interessante materiale på eksempelvis et arkiv, fra forskerens synspunkt, er ofte det svært registrerbare. Det, der ligger i de kilometerlange rækker af journalsager på Rigsarkivet, regnskaberne på Erhvervsarkivet osv. De lader sig ikke registrere eller geokode. Men det er for godt til at blive glemt, når vi taler om tilgængeliggørelse.
ABM-samarbejdet skal være publikumsrettet, men helst også forskningsforberedende!
Med de ord vil jeg ønske jer alle en rigtig god dag!