h-o blog

Læserne skal vide, at der er forskel på et byarkiv og et stadsarkiv. Et byarkiv indsamler historisk materiale fra private, dvs. foreninger, privatpersoner, virksomheder og politikere mv. Et stadsarkiv har som særlig opgave at indsamle og passe på kommunens arkiver og hjælpe med at finde dem frem til de borgere, der ønsker at se dem. I dag har Århus ikke et stadsarkiv. Kommunen klarer selv noget af opgaven, og resten er overdraget til Erhvervsarkivet, der er en del af det statslige arkivvæsen og egentlig har helt andre opgaver. Erhvervsarkivet og dets medarbejdere yder et stort arbejde, men midlerne er meget små.

Ser man bort fra Flemming Knudsen, er det især nogle af ildsjælene fra det frivillige arkivarbejde, der meget fortjenstfuldt har holdt liv i håbet om et stadsarkiv. Det er nemlig sådan, at der findes mere end tyve lokalhistoriske arkiver inden for Århus Kommune. De kan for fleres vedkommende føres tilbage til den opblomstring af lokalhistorisk interesse, der opstod efter indlemmelsen af de mange sognekommuner – nu forstæder – i Århus Kommune i 1970. Er det så ikke stadsarkiver? Nej, det er frivilligt drevne arkiver, der indsamler materiale fra deres eget lokalområde uden at være underlagt love eller andre krav fra det offentlige. At de så typisk vælger at følge nogle generelle standarder for registrering og opbevaring, er en anden sag.

Det synes, som om de frivillige arkivfolk og Flemming Knudsen er nervøse for, at et nyt stadsarkiv skal komme i vejen for de frivillige arkivers virksomhed. Det er sådan set forståeligt, og det bør da heller ikke ske. Kommunen har store fordele af de små arkivers arbejde, og den betaler meget lidt for det. Nærhedsprincippet skal gælde her, for kun de lokale ved, hvad der lokalt er vigtigt.

Jeg mener, at nervøsiteten er udtryk for en lidt for defensiv tilgang til sagen. Et stadsarkiv skal ikke tænkes som en afløser for det lokalhistoriske arkivarbejde, der foregår i dag. Det er ikke de sidste 25 års behov, der skal indhentes, det er fremtidens behov, der skal bestemmes.

Århus Stadsarkiv skal selvfølgelig i tæt samarbejde med den kommunale forvaltning tage vare på kommunens arkivalier og løbende sager. Elektronisk arkivering er et specialiseret område, som kræver den mest opdaterede viden. Mon ikke også det kommunale analysearbejde har taget spørgsmålet op, om ikke det er et juridisk for ikke at sige et demokratisk problem, hvis kommunens borgere har svært ved at få adgang til de akter, der handler om dem selv og deres politikeres gøren og laden?

Det er ikke her, der kan være forskellige opfattelser. Det kan der derimod, når det gælder offentlighedens brug af arkivet. Et arkiv skal selvfølgelig være attraktivt for de skatteydere, der betaler for det. Det er vigtigt, at et nyt stadsarkiv anviser nye veje til samarbejde med forskere og studerende. Aarhus Universitet har brug for et effektivt arkiv, der kan understøtte de studerendes oplæring, være praktikplads og eksperimentarium. Ikke kun for historikere, men for mange forskellige kulturfag, der har en historisk dimension.

Århus Stadsarkiv har store opgaver foran sig. Jeg tror ikke, offentligheden er klar over, hvor langt fremme lokalhistorien med udgangspunkt i Erhvervsarkivet var for nogle årtier siden. Det var det lokalhistoriske centrum i landet. I dag er den aktive indsamling forsømt. Store samlinger af fotografier, personhistoriske oplysninger, foreningsarkiver, politiske sager og erindringer bliver ikke ført videre. Der er ingen penge til det. Digitaliseringen er så langt bagud, at man næppe tror det.

Med det kommende Mediehus kommer der en platform for samarbejder om for eksempel digitale bøger og digitale historiske informationer. Nærheden til universitetets yderst innovative it-miljøer bør udnyttes, så Århus kan få et stadsarkiv, der bringer historien ud til folk på nye, vedkommende og appellerende måder.

Et nyt stadsarkiv i Århus må ikke tænkes som et svar på de forsømte år, men som et svar på fremtidens behov.

Statens Arkiver har været drivkraften i det omfattende arbejde, og en række foreninger og organisationer har bakket op. Succesen skyldtes flere ting. Arkivvæsenets folk har været dygtige til at samle kræfterne og drage fordel af den store genealogiske interesse, og udbredelsen af hjemmecomputere har understøttet projektet. Det har ikke alene været et folkeligt forankret projekt, for forskningen har på mange måder kunne høste viden og resultater af de mange indsamlede data. Mine studerende anvender materialet igen og igen.

En anden grund til succesen har vel også været, at det er blevet klart for enhver, at arkiverne ikke er for og om de få. Vi står alle nævnt derinde. Måske ikke lige os selv, men så vores forfædre. Vi kan følge slægters gang, og vi kan følge den store folkevandring fra land til by, som har formet det samfund, vi lever i.

Men er vi ikke kommet langt nok nu? OK, måske ikke lige nu, men så snart, for selvom man er kommet langt, er der stadig mange, mange protokoller med krøllede bogstaver og tal tilbage.

Er det et forskningsmæssigt fremskridt at blive ved med at renskrive navne i tusindtal? Jeg synes, man bør overveje at sadle om i nær fremtid. På Lomborgsk vis kan vi spørge, hvor vi får mest for indsatsen. Statens Arkiver rummer så meget andet materiale, der også kan forene personligt engagement, lokale kræfter og lokal identitet med en national strategi. Hvorfor ikke renskrive andre væsentlige og fortællende kildegrupper? Hvad med rådstueprotokollerne og tingbøgerne? Supplikprotokollerne og brevbøgerne?

Det er kvalitative kilder, Det er fortællinger, der kommer hele vejen rundt om menneskers eksistens i fortiden. Og navnestoffet er stort og af genealogisk interesse, så den store skare af indtastere vil ikke tørste. Det er også reflekterende kilder, der åbner for indsigt og fortolkning, og som skaber kontekst og sammenhæng i de historiske data. Et nyt kildeindtastningsprojekt vil skabe fremgang for lokalhistorien, for den reflekterende historie og for forskningen.

Et nyt kildeindtastningsprojekt vil skabe fremgang for lokalhistorien, for den reflekterende historie og for forskningen.

Charlotte S.H. Jensen modtog forleden Danske Videnskabsjournalisters Genius-pris for formidling af højeste karat. Charlotte er historie-onlines nyhedsredaktør og ansvarlig for grafik og udvikling. Til daglig er hun ansat på Nationalmuseet.

Charlotte er helt sikkert for beskeden til at optage nyheden på historie-online, så derfor må jeg gå ad bagdøren og bringe den her i min blog. Det er hendes og Poul Porskær Poulsens fortjeneste, at vi har en central nyhedskanal for formidling af arbejdet på landets historiske institutioner, i de historiske foreninger og andre steder. Hun har fået prisen for dette arbejde og for sit arbejde på Nationalmuseet. Man har sikkert også skelet til hendes mangeårige, uselviske arbejde med at hjælpe foreninger og institutioner med websites og til de mange foredrag, hun har holdt over hele landet.

Formand for Danske Videnskabsjournalister, Michael de Laine, fortæller om baggrunden: 

”Hun har været ildsjæl for mange nye forskningsformidlende initiativer, bl.a. har hun bragt Nationalmuseet ind på de sociale netværk som FaceBook og YouTube, hun har startet Formidlingsnet.dk og er idekvinde til www.historie-online.dk - nettets mest synlige site om historie, arkæologi, arkiver, museer og kulturarv. Derfor er hun en helt oplagt modtager af vores pris og anerkendelse,” udtaler han. Charlotte deler prisen med DNA-forsker Eske Willerslev.

Hjertelig til lykke, Charlotte!

Institut for Historie og Områdestudier på Aarhus Universitet har lagt sin Danmarkshistorie på nettet. Og der er kommet nogle 3D-verdener til. Debatten foregår på nettet.

Denne gang vil jeg tillade mig at komme lidt ind på nogle ting fra mit eget arbejdsliv. Og så håbe, at det også berører andres. På mit eget institut kunne vi i forrige uge præsentere www.danmarkshistorien.dk. Det er for at sige det simpelt en klassisk Danmarkshistorien, som vi kender den skrevet af universitetsforskere: en gennemgang af historien opdelt i perioder og kapitler. Men det er kun den ene side af historien, for fremstillingen suppleres med hundredvis af kilder og leksikonopslag. Nettets muligheder udnyttes derved, at sitet selvfølgelig er dynamisk; det kan udvides efter behov og ønske, flere kilder kan lægges ud, der kan sammensættes undervisningspakker mv.

Folkene bag sitet har indadtil og udadtil kaldt sitet en demokratisk Danmarkshistore, og med det har de ment, at det er en gratis ressource, som hjælper de universitetsansatte til at indfri deres samfundsmæssige forpligtelse til at formidle deres arbejde og påvirke folks historiebevidsthed.

Sitet er blevet modtaget med stor entusiasme af brugere og presse, og det har vist også fået en og anden til at anerkende den store folkelige interesse for historie. En anerkendelse, der ikke er så selvfølgelig, som man måske tror.

Det har været interessant at følge den debat, der er opstået i kølvandet på sitets lancering. Debatten finder sted på blogs, og der er mange yderst kvalificerede indlæg af en slags, som for ikke længe siden ville blive finpudset og trykt i videnskabelige tidsskrifter. Nu ryger de på bloggen.

En del af debatten går på, om sitet nu også er demokratisk, når det ikke er brugerstyret eller wiki-baseret. http://www.formidlingsnet.dk/arkiv/ny-online-danmarkshistorie. Skaberne af sitet har nemlig villet det anderledes og skabe en fortælling med en klar afsenderautoritet. Jeg synes, det er forfriskende, at afsenderautoriteten stadig lever på nettet. Der må være plads til forskelligheden.

Den digitale Danmarkshistorie er i hvert fald forskellig i teknologi og formidling fra et projekt, jeg i højere grad var med til lave, og som også kom på nettet i sidste ugen, www.byhistorie.dk/landsudstillingen, som gemmer på en 3D-model af Landsudstillingen i Århus 1909. Også den har fået ord med på vejen af nettets debattører. Diskussionen her går især på, om udgifterne til teknologien står mål med udbyttet, og om computerne rundt i folks hjem kan håndtere den store model. Andre ønsker mere brugergenerering af indholdet, 2.0 skulle så have været mere fremtrædende, lyder det. Her er der så blevet svaret, at det er et udviklingsprojekt, som bl.a. bygger på en ide om at visualisere et kildematerialet (tegningerne til udstillingen) i stedet for at gendigte og rekonstruere. Det er altså også en historisk-faglig-metodisk diskussion, som ligeså godt kunne have været udfoldet i et tidsskrift, men nu lever på private blogs mv. Tidligere på året så man tilsvarende Arbejdermuseets webmodel af Carlsberg, www.humlenvedcarlsberg.dk. Denne model eksperimenterer også med 3D-teknologi og rumlig navigation i et historisk landskab knyttet an til databaser og traditionel historisk dokumentation.

Webressourcer som de omtalte udfordrer vores forestillinger om formidling af historien, og de rykker ved vores ideer om afsenderautoritet og historikeren som Den Store Historiefortæller. Interessant er det, at der inden for så kort tid er fremkommet så forskellige løsninger. Der eksperimenteres på livet løs. Og interessen for historien vokser forhåbentlig hver gang, omend vi jo altså risikerer, at den antager andre former end dem, vi troede, vi kendte.

Andre links: http://www.formidlingsnet.dk/arkiv/landsudstillingen-1909-i-3d

http://jbnetter.wordpress.com/2009/05/22/landsudstillingen-1909-i-3d/#comments

I dagens Politiken står fire markante nyheder fra historiens verden ved siden af hinanden. Videnskabsminister Helge Sander vil have et virtuelt universitet, rigsarkivar Johan Peter Noack varsler sin afgang med udgangen af oktober, UNESCO åbner et digitalt bibliotek for global kulturarv, og vi får at vide, at bevillingerne til museerne fra 2011 overgår fra staten til kommunerne. Hvordan hænger det sammen?

Der tegner sig atter nye streger på landkortet over historiske institutioner herhjemme. Noack kan se tilbage på 17 års virke, og han fremhæver især de store forandringer, som it-teknologien har betydet for arkivvæsenet, og som han har glædet sig over at stå i spidsen for. Der er også grund til at kippe med flaget over den omfattende digitalisering af søgemaskiner og registraturer, Statens Arkiver har været og stadig er i gang med.

Det Kongelige Bibliotek er endnu ikke med i World Digital Library, men bibliotekets chef, Erland Kolding Nielsen, fortæller, at det agter man at komme. De store statslige institutioner fortsætter altså arbejdet med at digitalisere de store samlinger.

Ved alle de borde, jeg sidder ved - i faglig sammenhæng - diskuterer man fra tid til anden digitalisering af kulturarv. Tidsskrifter ikke mindst (åh ja, hvad med Fortid og Nutid?).  Betænkelighederne er  ofte mange, forventningerne også. Men som eksemplerne ovenfor viser, skal alle gøre sig helt klart, hvor stærke kræfter der arbejder for at flytte historisk viden fra papir til computer.

Er det så egentlig ikke en god ide at flytte museumspengene fra stat til kommuner? Hvis staten og politikerne tænker i de store digitaliseringslinjer, er det så ikke meget godt, at forvaltningen af museerne kommer ud til kommunerne, hvor man har hinanden i øjenhøjde? Hvor der er plads til lokale satsninger, men også hvor man kan risikere, at der er mere kontant afregning, hvis man ikke bevæger sig.  Museumsfusionerne i de senere år har banet vejen, så museerne rigtig mange steder står stærkt over for de lokale polikere.

18. februar blev det afsløret, at Tom Buk Swienty efter historie-onlines brugeres mening har skrevet den bedste bog om dansk historie på dansk i 2008. Jeg holdt en lille velkomstale.

“Velkommen til kåringen af årets historiske bog 2008!

En særlig velkomst skal der lyde til kulturminister Carina Christensen. Det er første gang, du deltager, men din forgænger har været her flere gange, og vi er meget glade for, at der tegner sig en tradition for, at ministeren viser vores kåring, historien og dens mange brugere den respekt at komme.

Det er Dansk Historisk Fællesråd, der står bag kåringen. Det er i sig selv en traditionsrig forening, må jeg sige. Vi kan i år fejre 100 års jubilæum som den forening, der samler landets historiske foreninger, universiteter, de største museer og arkiver og ikke mindst deres sammenslutninger. Det er vores opgave at føre sager af fælles interesse frem og at stimulere til samarbejde på tværs af folkelighed og professionelle institutioner. Engang var der kun os; vi var den eneste fællesorganisation på det historiske område. I dag er feltet professionaliseret, og der er mange organer. Men det er stadig Dansk Historisk Fællesråd, der udgiver det tidsskrift – Fortid og Nutid – der med en bred kulturhistorisk profil bygger bro mellem vores medlemmer og offentligheden. Og det er Dansk Historisk Fællesråd, der står bag hjemmesiden historie-online. Historie-online er landets mest besøgte og højst rankede hjemmeside med historisk indhold – og historie-online spiller en særlig rolle for kåringen af årets historiske bog.

Det er historie-onlines brugere, der nominerer kandidaterne til “Årets Historiske Bog”. Når nomineringsperioden er slut, træder komiteen sammen og udvælger de fem bøger, der skal med i opløbet. Godt, det ikke er mig, vil jeg sige, men komiteen gør sit bedste og forsøger at komme bredt omkring i såvel genrer som perioder.

Interessen for afstemningen viser jo med al tydelighed, at bogen ikke er i krise, som man jo hører fra tid til anden. Og den historiske bog er heller ikke. Jeg kunne godt ønske mig, at opbakningen til Årets Historiske Bog – på et eller andet plan – kan tjene som argument for at fastholde og støtte dansksproget historieskrivning. Der er jo et markant pres på forskere i dag om at publicere på internationale sprog, og det nyligt vedtagne rankingsystem for universiteterne lægger større vægt på den engelsksprogede tidsskriftsartikel end på den dansksprogede bog om dansk historie udgivet på et ikke-videnskabeligt, men kommercielt forlag.

Det er der gode grunde til. Forskningen skal selvfølgelig udbredes og ramme de relevante forskningsmiljøer, hvor i verden de så end måtte befinde sig. Det er også kun på den måde, at man forhindrer en emnemæssig og teoretisk selvtilstrækkelighed.

Men historie er også i sig selv kulturbærende for den brede befolkning. Viden om historie og følelsen af at være et menneske på historisk bestemte præmisser er også i dag en essens for os. Derfor skal dansk historie også udkomme på dansk, så den kan læses af alle. Og den skal være skarp, nyskabende, velskrevet og vedkommende. Den skal meget gerne tage fat i det nationale mytestof – ruske op i det, vi troede vi vidste; beskrive og komme til en forståelse af de situationer, begivenheder og personer, der har formet os som samfund. Det lever alle de nominerede bøger op til.

Inden jeg giver ordet videre, vil jeg gerne rette en tak til de kræfter, der har støttet dagens arrangement. Det gælder ikke mindst vores sponsorer: tidsskriftet Skalk, magasinet Alt om Historie og Kulturministeriet. Også en stor tak til Orlogsmuseet for at vi må være her og til Gyldendal for boggaver til nogle af dem, der har stemt på årets vinder. Og ikke mindst en tak til de mange, mange brugere af historie-online, der med deres stemme har afgjort dagens udfald.”

Jeg har lige lagt Fortid og Nutid 2008:3 fra mig efter at have læst et debatindlæg af Keld Dalsgaard Larsen. Han er museumsinspektør ved Silkeborg Museum gennem mange år, og han skriver om “Lokalmuseum i en globaliseret verden”.

Han begynder med at konstatere, at museer altid har tjent andres formål, kongens, statens, nationens, folkets, men at de i dag må finde en plads blandt andre aktører på et oplevelsesorientereret marked. I en verden, som den af i dag, hvor der angiveligt ikke findes ét centrum, hvorfra verdensanskuelsen eller dominansen udgår, men mange centre, er det ikke længere så ligetil at finde ud, hvis formål museer tjener i dag. Dalsgård mener ikke, at de kan tjene deres eget formål, de kan ikke danne “en elitær fortrop, som magter at trække samfundet i en bestemt, ønsket retning”.

Dalsgaard Larsen argumenter for, at museer er samfundsbevarende institutioner, som kan sætte vores liv i perspektiv ved at holde det op mod fortiden, og de kan forlige os med den dimension – fortiden – som vi er dømte til altid at tabe i vores liv ved at bevare fysiske genstande fra den. Dalsgaard Larsen er ikke så ræd for at mene, at det museerne, der er eksperter her: “Det giver ingen mening, at publikum uimodsagt selv kan skabe sig sin fortid, nutid og fremtid.”.

Det ved jeg nu ikke. Det kan da give masser af mening, men ikke den mening, Keld Dalsgaard Larsen taler for. Han er efter de individorienterede træk ved vores civilisation, hvor hver mand og kvinde søger sin mening med livet bekræftet gennem forbrug og underholdning, som ikke er rodfæstet i en lokalitet, men underkastet strømningerne på et globalt varemarked. Og når dermed frem til sin egentlige pointe, som er, at lokale museer er uundværlige, når mennesker skal forankres i den fysiske virkelighed med viden om det sted, de bor, og hvorfra de henter deres medmenneskers anerkendelse. Museer skal tage de ansvar på sig, mener han, og turde definere deres egen rolle og budskab, og provokerende skriver han: “Med fokusgrupper kan man øjne karikaturen: Hvad synes I selv? Hvad ønsker I selv? Hvad vil I have?”.

Helt andre toner slås an i indbydelsen til Organisationen Danske Museers årlige formidlingsmøde. Det hedder i år “OUREACH- who dares wins”. Det hedder her: “Det vil sige at det ikke kun er museet, der kommer ud og lærer fra sig. Det handler også om hvilke behov modtagerne har. Helt ud i yderste led, hvor brugerne inddrages i hvad succeskriterierne for projektet er, og hvorledes det skal evalueres. Det er ikke længere det “anførende” museum, som definerer succeskriterierne. Brugerdialogen stiller spørgsmål ved hvilket INDHOLD og hvilken METODE man benytter under projekterne.”

Nå, tænker man så. Museerne har ikke fodslag her, men det er der jo heller ingen, der bedt dem om at have. Mon ikke Dalsgaard Larsen undervurderer, hvor dybt individualismen stikker, at den ikke kun er et påfund til at få markedet til at køre rundt, men at den er et udtryk for et langt, sejt antiautoritært opgør. På den anden side må man håbe, at museernes formidlere også nøje overvejer konsekvenserne for deres egen faglighed, når de går i gang med det i øvrigt meget spændende program for interaktion med publikum.

Stedsdimensionen er i centrum for megen forskning i disse år som et korrektiv til forestillingen om det frit svævende globale menneske. OUTREACH kræver vel også en platform, som man kan stå på, når man rækker ud efter succes? De lokale museer har selvfølgelig en fremtid.

Torsdag 23. oktober var jeg inviteret til at indlede et seminar om ”ABM-samarbejde – hvor svært kan det være”, som Lokalhistorisk Netværk afholdt på Kunstmuseet Aros i Århus. Det var en kærkommen lejlighed til at gøre en kort status over de vigtige tiltag, der er sket på feltet. Jeg havde ikke så lang til, men jeg sagde bl.a. følgende.

Arkiver, museer og biblioteker kan på mange måder komme ud på ét, men de er altså tre, kan man sige. Her ligger hele sagen begravet, og det er det, vi skal tale om i dag. Når man kan sige, at de er ét, er det fordi, de alle har til opgave at samle kulturbærende frembringelser: genstande, tekster og bøger og stille dem til rådighed for befolkningen.

Når man kan sige, at de alligevel er tre, er det, fordi de af historiske årsager er blevet organiseret hver for sig, bor hver for sig og i mangt og meget også finansieres hver for sig. (Jens Topholm, der er stadsarkivar i Aalborg, fortalte på konferencen, at adskillelsen mellem institutionerne var særlig fastlåst i Danmark). Dybest set kan opdelingen føres helt tilbage til organiseringen af kongens kamre og beholdninger for adskillige hundrede år siden. Endnu for 20-25 år siden ville de færreste have troet, at der kunne ske opblødninger i grænsen mellem de tre typer institutioner, men der er sket en stor forandring. Og det går hurtigere og hurtigere.

Lad mig tage museerne først. Museer – i hvert fald den overvejende del af de kulturhistoriske museer – er struktureret efter to komponenter: Ting og sted. De samler ting fra bestemte steder efter bestemte kulturhistoriske principper. Men hvad sker der ved den sammenhæng, hvis en af komponenterne ændrer afgørende karakter, f.eks. “sted”. Jamen, det sker da heller ikke, kan I måske sige, men det gør det jo. Kommuner og amter bliver for eksempel nedlagt og erstattet af noget andet. Det har følgevirkninger langt ind på det kulturhistoriske område og berører forholdet til tingene, den anden komponent. For med kommunesammenlægninger sker der også museumssammenlægninger, eller der kommer i det mindste nye samarbejdsformer. Det har vi set ske.

Det betyder så, at tingene ændrer status, for den genstand, der tidligere havde fået tillagt bevaringsværdi i kraft af, at den var den eneste af sin art i den gamle kommune og dermed på det gamle museum, må nu se sig udfordret af fem tilsvarende genstande i den nye storkommune med den nye museumsorganisation. Altså kunne vi godt smide den ene af dem ud, men det gør vi nok ikke. Til gengæld vil man begynde at anlægge nye kriterier for fremtidige indsamlinger, der tager højde for den samlede bestand af genstande i den nye kommune. Det viser, hvor arbitrær selv et begreb som bevaringsværdi kan være. Og min pointe med det er, at når forbindelsen mellem den bevarede genstand og den bevarende institution viser sig at være en historisk konstruktion, er banen ved at være åben for at omtænke mange andre forhold.

Lad mig give et eksempel fra mit eget daglige arbejdsområde, som er byer. Byer kan jo defineres på mange måder fra det gamle administrative begreb købstæder til moderne netværksmodeller, hvor bydannelser anses for at være principielt grænseløse. De gamle købstæder fik hver deres museum i en bølge fra 1855-1920, i en borgerlig bestræbelse på at sammentømre en byidentitet efter et antikvarisk-borgerligt verdensbillede. Hvad så i dag? Mange – i hvert fald geografer – vil i dag hælde til at sige, at byer er samlinger af arbejdspladser, mere end de er samlinger af boliger. Vi bor ikke længere, hvor vi arbejder. Men hvad er så det lokale? Her ligger en meget stor udfordring gemt for alle lokalhistorikere. Hvis vores hjerte hælder til Berlin i ferierne, er Neues Museum så vores lokalmuseum?

Det kan også være modsat, at geograferne tager grundigt fejl, og at vores identitet stadig i langt højere grad er knyttet til vores bopæl, og der derfor stadig findes en hjemstavn. Sociologen Kirsten Simonsen har – som støtte for den tanke – analyseret moderne storbyliv og fundet, at byen ikke bør opfattes som noget, der findes i sig selv, og som udefra bestemmer grænserne for livsudfoldelsen. Byen er derimod en både konkret og mental verden, som det enkelte menneske konstruerer ud fra sine egne kropslige, sociale, materielle og symbolske erfaringer og ønsker. Byen er altså ikke, den skabes af dens mennesker hver eneste dag. Men selvfølgelig ikke fra grunden. Moderne bymennesker har en række grundfortællinger at trække på, når de skal give deres eget liv i byen dybde og perspektiv. Dem kalder Simonsen kronotyper. Den ene kronotype er ‘mobilitet og hastighed’, den anden er ‘sted og lokalsamfund’.

Disse grundfortællinger kommer fra litteraturen, medierne og private historier. Men også fra den kulturelle erindring – og dermed også fra historikerne og etnologerne. Simonsen retter en skarp kritik mod ‘lokalsamfundsfiguren’, der opfattes som en romantisk fortolkning af fortiden. Derved kritiseres både den etnologiske tradition og den moderne byplanlægning, som tager udgangspunkt i det nære liv omkring sluttede bykvarterer som forestillingen om det gode liv i byen. Folk sværger til begge fortællinger, de er både ‘mobilitet og hastighed’ og ‘sted og lokalsamfund’.

Med andre ord, lever moderne mennesker et grænseoverskridende liv. Det vidste vi jo sådan set godt. Og som kulturarbejdere indretter vi os efter det. Blandt andet med de digitale løsninger vi finder for vores kulturhistoriske formidling. For digitale medier er jo per definition grænseoverskridende. Det er muligt, at vi laver en hjemmeside henvendt til beboerne i Århus, men alle og enhver kan jo læse med. Og gør det. En lokalhistorisk hjemmeside scannes af folk fra andre segmenter end det lokale, kan man sige. Det kan være slægtshistorikeren fra et helt andet sted, der finder en personalhistorisk oplysning. Eller den skolehistorisk interesserede, der finder det, han søgte på Viborg-leksikonet på nettet.

Jeg synes, vi i dag skal diskutere, om det er rigtigt at sige, at digitale løsninger således har en tendens til at opløse det lokale?

De har også en tendens til at tømme vores læsesale! Bare spørg Statens Arkiver, der for 15 år siden fik et boom i besøgende, da de fremlagde mikroficher af kirkebøgerne og folketællingerne på læsesalene, men nu kan se det samme besøgstal dale i takt med, at de er så venlige at lægge det samme materiale på nettet.

Det er måske et sidespor, men jeg vil gerne benytte lejligheden til at opfordre jer til at lægge pres på politikerne til i meget højere grad at medtænke digitale brugere, når der skal laves de forkætrede besøgsstatistikker og anden dokumentation af, hvordan omverdenen har besøgt vores kulturhistoriske institutioner. Så vidt jeg forstår, er bibliotekerne gået i gang med det for deres netbibliotekers vedkommende.

Digitale løsninger er også dyre. Det er traditionel virksomhedsdrift knyttet til institutioner selvfølgelig også, men digitale løsninger er tillige i vælten og nyder fremme fra statslige kulturpuljer, om det så gælder arkiver, museer eller biblioteker. Derfor – kunne jeg forestille mig – vil digitale projekter have en tendens til at blive bevilget til større institutioner, der kan stille en projektorganisation op og har råd til at undvære faste medarbejdere i perioder. Der er jo ofte de faste medarbejdere, der skal udgøre den nødvendige egenfinansiering af projekter.

Vil det betyde, at digitale projekter vil fremme centraliseringen af kulturhistoriske institutioner? Det vil tiden vise, og det er også et kulturpolitisk slagsmål, som jeg ikke skal komme ind på, men det er der, og det vil vokse i betydning.

Når jeg taler om digitale løsninger, er det selvfølgelig også, fordi ABM-samarbejdet i mangt og meget er digitalt. Jeg skal ikke komme meget ind på konkrete projekter; dels ved jeg ikke nok om det, dels er det emnet for flere foredrag i dag. Jeg vil nøjes med at sige, at digitalt ABM-samarbejde er i pagt med de tendenser, jeg har peget på: nye og mere flygtige identiteter, foranderlige administrative rammer og brugervenligheden.

Samkøring af registre! Det er det, det handler om. I mange andre sammenhænge et forkætret princip med fare for borgernes retssikkerhed, men inden for vores felt et ubetinget gode. Tænk på den nytte, vi og alle andre brugere vil få af, at museerne nu er ved at digitalisere deres kartoteker, at Nationalmuseet har lavet store databaser over deres samlinger og tillige fremlagt mange sagsoplysninger på Fund og Fortidsminder/Det Kulturhistoriske Centralregister, at bibliotekerne har oprettet bibliotek.dk, og at Statens Arkiver knokler med Daisy, samtidig med, at vi også har fået Danpa-databasen og alle Arkibas-databaserne. Det er intet mindre end fantastisk. Det er oplagt, at næste skridt går i retning af geokodning og yderligere integration af databaserne efter sted. Først der er vi kommet brugeren helt i møde. Men det et mål, der ligger langt ude i horisonten.

Som forsker vil jeg dog ikke undlade at rejse et enkelt advarselsflag. Det mest interessante materiale på eksempelvis et arkiv, fra forskerens synspunkt, er ofte det svært registrerbare. Det, der ligger i de kilometerlange rækker af journalsager på Rigsarkivet, regnskaberne på Erhvervsarkivet osv. De lader sig ikke registrere eller geokode. Men det er for godt til at blive glemt, når vi taler om tilgængeliggørelse.

ABM-samarbejdet skal være publikumsrettet, men helst også forskningsforberedende!

Med de ord vil jeg ønske jer alle en rigtig god dag!

Dansk Historisk Fællesråds flagskib er tidsskriftet Fortid og Nutid. Vi mener selv, at tidsskriftet holder en høj standard, og det er da også rangeret højt på de udspil til ranking af forskningspubliceringskanaler, der er under udarbejdelse, og som vil være altafgørende for dets fremtid som anerkendt tidsskrift. Ligesom de fleste andre historiske tidsskrifter kører det imidlertid med underskud, og vi har derfor under overvejelser at omlægge det til et digitalt tidsskrift. Jeg vil gerne fremlægge mine og styrelsens overvejelser om dette.

Danske kulturhistoriske tidsskrifter er presset fra flere sider. Bortfaldet af portostøtten for nogle år siden var det første alvorlige tegn på, at vores politikere ikke nødvendigvis ville støtte udgivelsen af tidsskrifter af den slags, kulturhistorikere og andre humanister udgiver. Men det gik endda. Det hjalp også, at det ikke virkede som en sag om forskningsformidling, men indgik i en anden politisk sammenhæng, som ikke havde så meget med os at gøre.

Det nye pres er anderledes og rammer os nogle steder, hvor det gør virkelig ondt. Måske fordi det er urimeligt, måske fordi det er et ømt punkt. Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation meldte i foråret ud, at tidsskriftsstøtten for fremtiden bliver afhængig af, at tidsskriftet senest et år efter udgivelsen stilles gratis til rådighed på internettet. Av! Man kan ikke sælge et tidsskrift til nogen, der ved at vente lidt får det gratis. Eller kan man? Og har man råd til så at sige nej tak til tidsskriftsstøtten og forblive fri til at gøre, hvad man vil?

Dansk Historisk Fællesråd gik aktivt ind i den debat, der fulgte i kølvandet på Forskningsrådets udmelding. Vores redaktører af Fortid og Nutid indgav høringssvar, jeg deltog i et høringsmøde og udtalte mig til Magisterblandet, blandt andet. Vi tog også skridt til at sammenkalde redaktørerne fra landets kulturhistoriske tidsskrifter til et møde, hvor vi diskuterede de udfordringer, der er fælles for alle.

Der er flere store udfordringer, men denne gang vil jeg opholde mig ved et enkelt, nemlig presset fra digitaliseringen. Det er nok en god ide lige at se bort fra økonomien et øjeblik.

Forskningsrådets argument til fordel for digitalisering er, at offentligt betalt forskning også skal være frit tilgængelig for offentligheden. Skatteyderne skal have, hvad de har betalt for. Det kan ingen være uenig i, men det var nu ikke mit indtryk, at Forskningsrådet havde hr. og fru Danmark i tankerne, når det kom til stykket. Det var et spørgsmål om ’forskningsinfrastruktur’. Forskningen skal ikke hindres af langsom offentliggørelse af forskningsresultater, som man måske endda skal betale for. Igen kan man kun være enig, men ikke helt. Det er tydeligt, at det humanistiske forskningsråd har overtaget nogle synspunkter fra naturvidenskaben, hvor det kan være helt anderledes vigtigt at få den nyeste viden bragt hurtigt ud. Alle vil jo have den bedste lægebehandling, og ingen skal snydes for et patent. Kulturhistorisk viden har sjældent samme hastværk, og desuden holder den ofte meget længere, nogle gange i hundreder af år.

Hvem vil ikke også gerne have et tidsskrift stående på hylden? Ja, det vil jeg da, tror jeg nok, for her melder tvivlen sig. Det Kongelige Bibliotek og Danmarks Elektroniske Fag- og Forskningsbibliotek har for eksempel for nyligt lagt ind masse kulturhistoriske tidsskrifter på nettet (www.tidsskrift.dk) Det er en fantastisk gave til os alle. Kvaliteten er ikke god, når ret skal være ret, indscanningen yder ikke forlæggene fuld retfærdighed, og det er vel et meget godt billede på, at bladæstetikken vil få det trangt i en digitaliseret verden.

Det er nu alligevel et enestående godt redskab, som der skal lyde en stor tak for. Alle de gode tidsskrifter på nettet får mit blik til at flakke lidt, når jeg kigger på mine boghylder, for kunne jeg egentlig ikke godt bruge pladsen til noget end de gamle tidsskrifter, der står der og tror, de er mine bedste venner?

Tidsskrifter er først og fremmest informationer. Når det gælder information, vinder tilgængelighed og tilpasning over traditioner og trykte medier. Jeg kan sidde ved mit skrivebord og hjulpet af Aarhus Universitets tilknytning til Statsbiblioteket få en stadig strøm af online-tidsskrifter fra hele verden ind på min computer. For dem, der ikke lige har dette ansættelsesforhold, er der lidt ringere forhold, men som tilmeldt låner er der stadig online-adgang til mere, end man nogensinde får læst, og man kan bestille kopier af ethvert tidsskrift, som det pågældende bibliotek har købt abonnement på.

Hvordan skulle jeg som formand for DHF kunne være med til at nægte andre folk de muligheder for at hente vores tidsskrift på nettet, som de giver mig for at hente deres? Der er en række årsager, som jeg kan få øje på. Selv om jeg ikke mener, de vejer tungere end de årsager, der taler i modsat retning, vil jeg nævne dem. For det er stadig tungtvejende årsager.

Et kulturhistorisk tidsskrift er mere end en tryksag. Det er også en æstetisk sag, tænk bare på vores eget tidsskrift Fortid og Nutid. Og farveillustrationer i god kvalitet er ikke en unødvendig luksus. Det er et tegn på, at redaktørerne arbejder sammen med museer, biblioteker og arkiver om at drage skjulte billeder og illustrationer frem i lyset fra deres plads i kulturarvens mørkere gemmer. Det er til alles gavn. I et digitalt tidsskrift kan der blive tale om en langt vanskeligere forhandling om ophavsrettigheder, når tidsskriftet i princippet kan hentes fra nettet igen og igen. Skulle det gå sådan, at de kulturhistoriske tidsskrifter overvejende bliver digitale, må vi håbe, at vores ABM-institutioner stiller sig forstående.

Økonomien er et tungt, ja stentungt argument her. Hvem vil købe et internettidsskrift? Ja, hvis ikke Forskningsrådet havde meldt ud med den gratis adgang efter et år, ville jeg have sagt, at jeg var helt sikker på, at man kunne få et salg, der var tilstrækkeligt til at dække de nødvendige omkostninger, der står tilbage, når trykkeregningen falder bort. For der er stadig omkostninger, til illustrationer, teknik, forlag (hvis man vælger at overdrage abonnements-, marketing- og arkivopgaver til et sådant), redaktion osv. Nu stiller sagen sig anderledes. Der regnes stadig på økonomien i en digital løsning efter de nye udmeldinger, så det vil jeg vente med at præsentere til en anden gang.

For os i en forening som Dansk Historisk Fællesråd står det også meget klart, at tidsskrifter ikke kun er informationer, de er også kultur. De fleste af vores kulturhistoriske tidsskrifter, hvis ikke dem alle, er drevet og udgivet af foreninger. De er foreningernes ansigt udadtil, deres varemærke og stolthed.

Hvem vil ikke helst bære sit varemærke synligt for enhver? Og det er da i dette tilfælde det samme som at udgive sit tidsskrift i trykt form? Nej, det er jeg ikke sikker på. Nogle af vores tidsskrifter, der engang havde et publikum i den ikke-akademiske verden, er i dag rene forskningstidsskrifter. Hvorfor ikke sige det, som det er? Det er disse tidsskrifter, der har problemer med faldende salg, mens jeg har indtryk af, at en række af de klassiske lokalhistoriske årbøger egentlig klarer sig meget godt. I den forskningsmæssige verden må man fastholde, at varemærke og status ikke knytter sig til mediet, men til kvalitet og forskningsmæssig bedømmelse. Det taler så alligevel ikke imod digitalisering af for eksempel Fortid og Nutid.

Det offentlige ansigt for en forening og et tidsskrift må skifte, når offentligheden forandrer sig. Den digitale offentlighed er på vej frem, e-handel er på vej frem, men medlemstal i historiske foreninger er på vej ned. Hvor mange af mine studerende holder et historisk tidsskrift? Det kan tælles på én hånd.

Det er disse forhold, der taler for, at vi lægger Fortid og Nutid om til et digitalt tidsskrift. Vi er opmærksomme på, at der skal være overgangsløsninger, så tidsskriftet i en periode også kan bestilles på papir. Men den endelige løsning overvejer vi som sagt endnu. Jeg vil meget gerne høre reaktioner på sagen.

Det er politikerne, der slår streger på kortet, angiver nye geografiske indretninger for danskernes liv og ophæver gamle skel. Men det er historikerne, der som de sidste forlader de gamle enheder!

Den nye kommunale inddeling af Danmark har nu været i kraft i et godt et år. Det ser ud til, at danskerne endnu engang har omstillet sig med lynets hast. Vel hører man endnu om administrative rutiner, der ikke er faldet på plads, sociale ydelser, der ikke er blevet koordineret, og offentlig service, der er kommet forringet ud af forandringen. Men i det store og hele har danskerne vist sig som en forandringsvillig befolkning.

For 38 år siden, i 1970, blev en lignende kommunalreform gennemført, om end den var planlagt gennem længere tid end den nye. Der er med andre ord lige netop en generations længde mellem de to reformer, hvilket i en historisk sammenhæng er svimlende hurtigt, når man tænker på, at nogle af de sognegrænser, der havde været forvaltningsmæssige hegnspæle indtil 1970, før da havde været gældende i århundreder som kirkelige og forvaltningsmæssige enheder og som bevidsthedsmæssige grænser.

Kommunalreformen i 1970 gav anledning til en fornyet interesse for lokalhistorie. Den var delvis båret af en følelse af tab; en overskuelig verden var gået under, måske var der også tanker om, at man for sent havde skønnet på den? Det kan være lidt svært at udrede årsagerne, for den fornyede interesse for lokalhistorie fik også næring af nogle andre forhold.

1970’erne var i det hele taget en ned-til-rødderne epoke, hvor man så noget godt, hvor mange i dag kun ser noget småt. De politiske strømninger favoriserede både lokalt demokrati og borgerinddragelse, og det talte for lokalhistorien og for en drejning af byhistorien. Det trak også i retning af lokalhistorie, at en række store og små grupper, som historieforskningen indtil da havde marginaliseret, nu blev trukket ind i varmen; den historiske interesse for kvinderne, børnene, arbejderne, foreningerne og de sociale bevægelser lod sig indfange gennem det lokalhistoriske prisme, måske var det ligefrem den bedste måde at skrive deres historie på, for i det lokalhistoriske arbejde var der plads og metode til at undersøge og inddrage de mange formelle og uformelle forhold, der tilsammen udgjorde det dominerende sociologiske system (det patriarkalske samfund) og det økonomiske system (industrisamfundet), som jo i bund og grund var det, det handlede om.

Kommunesammenlægningen gav ydermere en lejlighed til at sammenlægge lokalarkiver og professionalisere de største byers arkiver. Også det var med til at underbygge de nye historiske interesser. Men det gør det sandelig ikke nemmere at udrede, hvad der kom først: den nye administrative struktur, interessen for det civile samfunds historie, opmærksomheden mod hidtil oversete arkivtyper eller moderne lokalarkiver?

Men hvad så nu? Vil den nye forvaltning virke som en saltvandsindsprøjtning på den historiske interesse? På det formelle plan er der allerede sket store forandringer. Kommunalreformen hviler jo ikke på en isoleret samfundsanalyse, men på en almindelig opfattelse af fordelene ved decentralisering af opgaver til mellemstore enheder.

Det er samme filosofi, der ligger bag en række nyskabelser inden for det institutionelle Historie-Danmark, der under ét kan beskrives ved ordene sammenlægning og samarbejde. Jeg tænker på Museum Sønderjylland, de historiske institutter på universiteterne, arkiver og museer i nye storkommuner, nye samarbejdsorganer i det københavnske arkiv- og museumsmiljø blot for at nævne nogle af de mest iøjnefaldende.

Man kan ikke sige, at den historiske forskning endnu har taget særlig bestik af udviklingen. Det vil da ellers være oplagt at tage fat på det spørgsmål, som udviklingen råber ud for fuld kraft fra alle hjørner: Hvad er det moderne menneskes geografisk bestemte identitet? Og hvad er det for geografiske enheder, vi trækker ned over fortiden og forventer, at et moderne publikum kan finde mening i, måske endda se sig selv som en del af? Er det amtet? Næppe, men er det så hensigtsmæssigt, at der endnu findes historiske foreninger, der organiserer sig efter amtsgrænser? For slet ikke at tale om, at nogle stadig følger stiftsgrænserne!

Det lokalhistoriske arbejde kan se frem til store udfordringer, så meget er sikkert. Ved fornyelse og forandring må man udvise respekt for de folk, der gennem år og dag har lagt et stort arbejde inden for velkendte strukturer. Men det er stadig sådan, at det kræver fornyelse at fastholde det folkelige engagement i fortiden – det er historieskrivningens paradoks!